I det fynske folks tjeneste

Eneste af sin slags: Unik model viser skabelsen af det sydfynske landskab

En ny tredimensionel model på Øhavsmuseet i Faaborg skal vise skabelsen af det sydfynske landskab. Designere fra London er sat på sagen.

01:15

Mette Jacobsen glæder sig til åbningen af museet og dermed fremvisningen af den nye model. Video: Foto: Ole Holbech Redigering: Ole Holbech

På Øhavsmuseet i Faaborg går man nye veje for at fange publikum. De traditionelle museumsgreb er lagt på hylden, og teknologien skal fortælle os om skabelsen af det sydfynske landskab.

- Vi er i gang med at lave en meget stor og fysisk model af det landskab og den måde, det hele er opstået på. Det er simpelthen noget, folk møder, inden de overhovedet kommer ind på museet, siger Mette Jacobsen, der er museumsinspektør på Øhavsmusset i Faaborg.

Læs også Aftale om historisk søfartsskole på plads: - Det bliver lidt ud over det sædvanlige det her

Tanken med modellen er, at den skal stå i indgangen til museet. Den store model skal man andre ord fungere som lokkemad for de gæster, som skulle overveje en tur på Øhavsmuseet i Faaborg. Isens bevægelser, bakkernes dannelse og bølgernes skvulpen skal alt sammen fange folk.

- Vi er ved at lave et landskabsmuseum. Samtidig er de sydfynske kommuner i gang med at blive en Unesco-geopark. Og man kan sige, at det vi er i gang med, er vores bidrag til det.

Udstillingsdesignere fra London står for opbyggelsen af det tredimensionelle landsskab, som bliver den første af sin art i verden.

Engelske opfindere genskaber sydfynsk historie

Det er en avanceret model, der skal fremstilles til museet i Faaborg. Og det er ikke alle og enhver, der kan fremstille en model af den kaliber.

- Vi har indledt et samarbejde, da der ikke findes nogen webshop, hvor man kan bestille det her. Så man kan sige, at vi selv er startet med at have nogle vilde idéer, og så har Interactive Imagination Ltd, som er et London-firma, været med på opgaven, fortæller Mette Jacobsen og fortsætter:

- Vi sagde, at vi gerne ville have en meget stor model. Jeg havde et helt andet billede i hovedet om, hvordan man kunne gøre det. Men så kom vi til at lave en sekvens, som bare står og kører. Det er noget, der skal opsluge folk. Vi skal trække folk ind.

Læs også Coronasvar fra professoren: - Må jeg holde jul med min familie?

Modellen er designet og bygget fra bunden ved hjælp af firmaets egen specieldesignede software og bevægelige elementer. 3D-landskabsmodellen består af 1.200 bevægelige cylindre monteret i et ovalt bord.

Model erstatter museumsformidler

Det er således en højteknologisk model, der flytter ind på Øhavsmuseet i Faaborg. Modellen kommer til at erstatte den klassiske museumsformidler.

- Jeg er af den holdning, at jeg elsker de gamle modeller. Men jeg elsker også det her. Det handler om situationen. Den her model er i stand til at fortælle historien på egen hånd, kan man sige, siger Mette Jacobsen.

- Det kommer til at vise, hvordan vores landskab er blevet forandret. Både af geologiske processer og i sidste ende også mennesket. Og det er lige præcis med den her meget bevægelige model, at vi kan vise de her ting uden at bruge så mange ord.

Store spring i tiden

Den tredimensionelle model kommer til at vise de store sammenhænge i tiden og samtidig fortælle mindre historie undervejs.

Læs også Fynsk virksomhed klar: - Vi kan lave 30.000 test om dagen

- Vi starter i år minus 135.000, og så ender vi i dag. Man vil opleve nogle store spring i ting. Vi kan zoome helt tæt på og fortælle, hvor og hvornår der var mammutter. Hvornår og hvor der var mennesker. Vi kan fortælle den store historie om landskabet og samtidig zoome helt ind på den lille fortælling, siger Mette Jacobsen.

Modellen kommer til at åbne sammen med resten af museet 30. april 2021. Herunder kan du se en video, der illusterer, hvordan modellen vil bevæge sig.