Engelske fodboldlegender besøger Fyn: - Det er som at mødes med venner

Trænere og tidligere spillere fra den engelske fodboldklub Liverpool er for niende år i træk i Faaborg. Idrætsklubben Horne fS afholder nemlig Liverpool Way Football Camp.

Over hundredvis af børn løber rundt i røde trøjer på Egsfield Ground i Faaborg. Idrætsklubben Horne fS har i denne weekend besøg fra deres engelske venner. 

For niende år i træk gæster Liverpool Way Football Camp Faaborg, og til at træne børnene står tre trænere og to gamle legender fra den engelske fodboldklub Liverpool, David Johnson og David Fairclough.  

Manden, der står for at holde overblikket under campen, er den tidligere angriber David Johnson, der i 70'erne og 80'erne scorede utallige mål og vandt flere titler i Liverpooltrøjen.

quote Det vigtigste er, at de har det sjovt og har lyst til at komme tilbage

David Johnson, tidligere Liverpoolspiller

- Vi føler ikke turen herover som arbejde mere. Vi betegner det som at skulle mødes med venner, fortæller David Johnson, der er kommet i Horne siden 2009.

- Vi er vokset op med arrangørerne, og med de forældre, der kommer med deres børn, og så har vi set børnene vokse op til unge mænd. 

Vigtigt for klubben

Næstformand i Horne fS, Hans Martin Møller, glæder sig over, at den lille engelske delegation bliver ved med at tage turen til Fyn.

- Det betyder meget for vores klub og er med til at sætte os på landkortet. Vi har spillere, der kommer fra hele landet og endda også udlandet for at være med på campen, siger han. 

 

Deler glæden ved fodbold

Det vigtigste ved weekendens camp er ikke, hvem der kan lave de vildeste taklinger, eller hvem, der scorer flest mål. Det vigtigste er ifølge David Johnson glæden ved fodbold. 

- Vi lærer dem det grundlæggende, og så er det op til dem at øve sig og blive bedre, men det vigtigste er, at de har det sjovt og har lyst til at komme tilbage, fortæller den tidligere Liverpoolspiller. 

Se hele indslaget fra fodboldcampen her under: 

I Horne fS har de for niende år i træk besøg af Liverpool Way Football Camp, der har den gamle angriber David Johnson i spidsen.

 

 

Oversigt

    Oversigt