Faaborg-børn skal cykle trygt i skole

Nu forbedres skolevejen for børn i Faaborg. Cykelstier og helleanlæg skal gøre turen til skole mere sikker.

Det er i det nordlige Faaborg, hvor turen til Toftegårdsskolen skal være mere sikker i fremtiden.

Vejdirektoratet anlægger en 2,5 meter bred krydsningshelle på Nyborgvej, hvor børnene skal krydse vejen. Der kommer flere master med vejbelysning, og så vil der blive anlagt 100 meter lange cykelstier.

- Projektets formål er at øge sikkerheden og trygheden for cyklister, der skal krydse Nyborgvej, herunder skolebørn, som skal til og fra Toftegårdsskolen, som er placeret syd for Nyborgvej. Det forventer jeg, at vi opnår med dette projekt, og det glæder vi os selvfølgelig over i Vejdirektoratet, siger projektleder Sonja Petersen.

Arbejdet med skolevejen forventes afsluttet inden udgangen af oktober.

Oversigt

    Oversigt