I det fynske folks tjeneste

Faaborg er fyldt med turister: - Det kan kun gøre en varm om hjertet

Der er godt gang i hoteller og restauranter i Faaborg. Turistbureauet melder om 40 procent flere turister i år.

Hotel Færgegaarden nyder godt af de mange turister, og har næsten 50 procent flere gæster i forhold til sidste år. Foto: Rasmus Rask

De danske turister valfarter til de fynske byer, og det opleves især i Faaborg denne sommer.

På Hotel Færgegaarden er der, Ifølge daglig leder Henrik Kristensen, fyldt og mere travlt end sædvanligt.

Læs også Se billederne: Stork spottet på tagryg i Odense

- I søndags havde jeg 56 til frokosten. Der var ikke én eneste forudbestilling, men de kommer fra døren. Det samme sker også i dag. Vi har allerede godt belagt, siger han.

Samme melding kommer fra hotellets køkken, hvor der er fuld gang i køkkenets pander og gryder.

Det ser ud til at august bliver lige sådan

Charlotte Stiller, formand Vores Faaborg Egn

- I forhold i sidste år der er det helt ekstremt. Hvor vi kørte 60 personer sidste år, kører vi 90 i år. Det er en vækst på cirka 50 procent, og det er jo meget positivt, siger Kai Jensen, der er Hotel Færgegaardens køkkenchef.

40 procent flere turister

Normalt ligger Faaborgs højsæson i skolernes sommerferie. Men den har i år været udvidet, så den allerede er startet i midten af maj.

- Og det ser ud til at august bliver lige sådan, lyder det fra Charlotte Stiller, der er formand for paraplyorganisationen Vores Faaborg Egn.

Charlotte Stiller sætter pris på de mange danske turister. Foto: Rasmus Rask

Hjemmesiden Visitfaaborg.dk har oplevet 90 procent flere besøgende i juni måned i forhold til samme periode sidste år, og Turistbureauet i Faaborg har registreret 40 procent flere turister.

- Det kan kun gøre en varm om hjertet. Fra vi var kede af, hvordan det hele så ud for et par måneder siden, kan vi nu ikke få armene ned. Alle vores medlemmer er glade, fortæller Charlotte Stiller.

Stikker dagligt rekorder

Hotel Færgegaarden nyder også godt af de mange turister efter et forår med nedlukning.

- Der er pres på i højsæsonen uanset hvad, men I år får vi fyldt alle hullerne ud. Som jeg også har snakket med de andre restauratører om, så vi stikker dagligt rekorder på omsætning, fortæller Henrik Kristensen.

Læs også Det nye GOG: Første træning er starten på DM-guld

Det er også muligt at overnatte på Hotel Færgegaarden, og det er der stor interesse for.

- Der er 15 værelser på hotellet, og de er booket helt frem til slutningen af juli. Og allerede nu ser august fornuftig ud. Det kan være, det forbliver sådan året ud. Det er i hvertfald første gang vi oplever, at så mange danskere befinder sig i Faaborg, siger den daglige leder.

Næsten ligesom København

Parret Frank Stevn Rasmussen og Neel Rasmussen fra Frederiksberg er nogle af de danske turister, der har fundet vej til Faaborg.

De er tilfredse, men mærker også konsekvenserne af de mange besøgende.

- Der er rigtig meget liv her. Det er næsten ligesom i København, da det er lidt svært at få en parkeringsplads, siger Neel Rasmussen.

Ifølge Frank Stevn Rasmussen og Neel Rasmussen lever Faaborg op til forventningerne.

Charlotte Stiller fra Vores Faaborg Egn håber succesen gentager sig næste år.

- Der ligger helt klart et stykke arbejde forude i at fastholde turisterne. Men forhåbentlig sender vi dem hjem med en oplevelse af, at det har været fantastisk, siger hun.