Faaborg-Midtfyn ændrer struktur: Kommunaldirektør fyret

Faaborg-Midtfyn er i gang med en stor reorganisering af topledelsen. Og det betyder nu farvel til kommunaldirektør Benny Balsgaard.

Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune vil nu sætte retningen for de kommende år.

- Indfrielse af disse mål kræver en organisation med gennemsigtig ansvarsfordeling, korte beslutningsprocesser, handlekraft og en udstrakt evne til at arbejde på tværs af alle traditionelle barrierer, siger borgmester Christian Thygesen.

Borgmesteren har med opbakning fra alle politiske gruppeformænd indstillet, at der igangsættes et arbejde med at etablere en ny organisationsstruktur.

- I den forbindelse fratræder kommunaldirektør Benny Balsgaard. Han har været kommunen en god mand, men da vi er i gang med at skabe en ny struktur, er der enighed om, at tiden er kommet til, at kommunaldirektør Benny Balsgaard søger nye udfordringer, siger Christian Thygesen.

Borgmesteren understreger, at ændringerne ikke er en kritik af de enkelte ledere og medarbejdere. Alle partier er enige om, at administrationen skal effektiviseres.