I det fynske folks tjeneste

Faaborg Museum mister direktør til Glyptoteket

Siden 2013 har Gertrud Hvidberg-Hansen været direktør for Faaborg Museum, hvor hun har fået stor ros. Fra 1. marts skal hun være direktør for Ny Carlsberg Glyptotek.

Gertrud Hvidberg-Hansen tiltræder som direktør på Ny Carlsberg Glyptotek 1. marts 2020. Siden 2013 har hun bestredet posten som direktør på Faaborg Museum. Foto: Robert Wengler / Faaborg Museum

Store sko skal fyldes ud, når Faaborg Museums næste direktør tiltræder.

Gertrud Hvidberg-Hansen, som har haft stillingen siden 2013, skal fra 1. marts være direktør på Ny Carlsberg Glyptotek, og ifølge museets bestyrelsesformand kommer hun til at efterlade et betydeligt tomrum. 

- Hun er en fuldkommen direktør med UG, kryds og slange og det hele, siger Jens Thodberg Bertelsen, bestyrelsesformand for Faaborg Museum.

Læs også Exit: Bertel Haarder trækker sig fra fynsk kunstmuseum

Han fortæller, at Gertrud Hvidberg-Hansen er en dygtig leder med en dynamisk indsigt, og at hendes personlige og faglige kompetencer har været med til at bringe Faaborg Museum frem i forreste række blandt landets mindre kunstmuseer.

- Det bliver et stort savn for os, siger Jens Thodberg Bertelsen.

Vil savne nærheden

Trods gode år på Faaborg Museum, var muligheden for at stå i spidsen for Glyptoteket en, Gertrud Hvidberg-Hansen ikke kunne lade passere. 

Jeg kan næsten ikke gå en tur i byen uden at møde en samarbejdspartner

Gertrud Hvidberg-Hansen, direktør, Faaborg Museum

- Jeg er rigtig ked af, at jeg skal forlade det her sted. Det er ikke et fravalg, siger Gertrud Hvidberg-Hansen. 

Hun ser frem nye erfaringer på et af landets fremmeste kunstmuseer, men nærheden i Faaborg kommer hun til at savne. Mindre museer er i hendes optik nødt til at have et bredt udsyn og arbejde sammen med lokale aktører og museer i andre dele af landet. 

- Jeg kan næsten ikke gå en tur i byen uden at møde en samarbejdspartner, siger hun.

På den måde har det også været let at komme fra tanke til handling. Dét, forventer hun, bliver anderledes på Glyptoteket: 

- Du kan ikke løbe lige så hurtigt med en stor maskine.

Ingen ny i kikkerten

Nu er museets opgave imidlertid at finde en ny direktør. Det er derfor et væsentligt punkt på bestyrelsesmødet 14. januar.

- Vi forventer ikke at finde den fulde erstatning, og vi har ingen i kikkerten, siger bestyrelsesformanden.

Han understreger, at den store ros til Gertrud Hvidberg-Hansen ikke skal skræmme potentielle overtagere til stillingen væk. 

- Vi har et stærkt personale, og vi er et museum, der har faste rammer og stærk værdistyring. Og vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe. Det er lige til at overtage. 

Læs også Fynsk museum fjernunderviser indlagte børn om vilde dyr og natur