Farlige evnesvage koster kassen

Det koster skatteborgerne i Faaborg-Midtfyn Kommune dyrt, at der er mangel på pladser på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødby, hvor de allerfarligste kriminelle udviklingshæmmede bliver placeret.

Lige nu er seks på venteliste til institutionen, og derfor må det offentlige betale knap fem millioner kroner om året for en plads på et privat opholdssted, der så hyrer en hær af folk til at døgnovervåge de farlige udviklingshæmmede, skriver Ekstra Bladet.

Ud af regningen på 4,7 mio. kroner om året til en privat plads, må kommunerne betale 2,8 mio. kroner, mens resten tages af statskassen. 

En af de berørte kommuner er Faaborg-Midtfyn, der lige nu mangler en plads til en 46-årig mand, der i januar måned fik en tidsubestemt anbringelsesdom for et voldsomt knivoverfald.

Kommunen har derfor købt en plads til manden på et privat opholdssted i Nordjylland. Faaborg Midtfyn betaler iøvrigt 550.000 kroner om året i kontingent for at have en plads til rådighed på Kofoedsminde, hvis det bliver nødvendigt.

- Vi bliver jo nødt til at betale. Vi skal leve op til dommens præmisser. Får man et par af sådanne sager på et år, kan det vælte en hel kommunes budget. Beløbet svarer i princippet til udgifterne for ti hjemmehjælpsstillinger, siger Faaborg-Midtfyns borgmester Bo Andersen (V).

- Det kan jo ikke passe, når vi nu har gået og betalt for at have en plads på Kofoedsminde, siger borgmesteren, der netop har sendt et brev til socialminister Karen Ellemann med krav om handling.

Socialminister Karen Ellemann (V) forventer, at ventelisten er væk i juli måned, da Kofoedsminde udvider med fem pladser.

Oversigt

    Oversigt