Flere mountainbikespor på vej: - Det har virkelig stort potentiale

Både i Svanninge Bakker og ved Gåsebjergsand i Faaborg bygges der på livet løs. Snart kan mountainbikere slå sig løs på nye mountainbikespor.

quote Vi vil gerne have så mange som muligt introduceret til at mountainbike

Kewin Friis Kamelarczyk, projektleder hos Geopark Det Sydfynske Øhav

Ved Gåsebjergsand viser Kewin Friis Kamelarczyk et af de nye spor frem. Han er projektleder hos Geopark Det Sydfynske Øhav, og det er ham, der leder mountainbikeprojektet her nord for Faaborg.

- Vi er godt og vel halvvejs med at bygge. Både i Svanninge Bakker og ved Gåsebjergsand, fortæller han. 

De sidste fire år har stået i forberedelsernes tegn, men nu kan de fynske mountainbikere snart spænde hjelmen og hoppe på cyklen. 

Og det gælder både de øvede og nybegynderne. 

- Sporene skal også kunne rumme folk, der ikke har cyklet så meget før. Vi vil gerne have så mange som muligt introduceret til at mountainbike, fortæller Kewin Friis Kamelarczyk og fortsætter:

- Og så er der det røde spor til dem, der øvede. Der kommer der lidt støre forhindringer på, siger han. 

Arbejdet med sporene i Svanninge bakker og ved Gåsebjergsand er godt og vel halvvejs mod at være færdigt.
Arbejdet med sporene i Svanninge bakker og ved Gåsebjergsand er godt og vel halvvejs mod at være færdigt.
Foto: Thomas Greve

Frivillige hænder

Arbejdet bag projektet har Kewin Friis Kamelarczyk ikke været ene om. 

quote Der er bare mange gode ting her på Fyn

Anders Fallesen, professionel sporbygger

Mountainbikesporene bygges nemlig af frivillige mountainbikere. En af dem er Lars Simonsen, der fra tid til anden også får selskab af sin søn, Tiuri Ander Simonsen. 

- Jeg er næsten med hver gang. Jeg glæder mig meget til, at sporene er færdige. Det bliver en af Fyns fedeste nedkørsler med masser af flow, fortæller Lars Simonsen. 

Og begejstringen deler han med Anders Fallesen, der er professionel sporbygger. Han er hyret til projektet for at sikre, at finishen på sporene bliver helt perfekt. 

- Det er et rigtig fint sted. Det har virkelig stort potentiale, med gode højdemetere og gode udsigter. Der er bare mange gode ting her på Fyn, siger Anders Fallesen. 

Mountainbike-mekka nord for Faaborg

Hos Kewin Friis Kamelarczyk er ambitionerne da også tårnhøje. 

- Jeg håber da på, at det bliver sådan et mountainbike-mekka lige her nord for Faaborg, siger han. 

Han fortæller, at de nye spor blandt andet kan bruges til at dygtiggøre sig. 

- Når man er blevet god til at køre her, så kan man tage videre på de andre mountainbikespor. De ligger et stykke væk, men er i cykelafstand, siger Kewin Friis Kamelarczyk. 

Nu ser han bare frem til, at sporene kan indvies. 

- Jeg glæder mig til at se alle de glade mennesker, som får en god oplevelse herude og som kommer hjem med friske røde kinder og et smil på læben, siger Kewin Friis Kamelarczyk. 

Oversigt

    Oversigt