Se video: Mindre fly styrtet ned på midtfynsk mark

Politi og beredskab er til stede på marken ved Stævninge, efter et fly er styrtet ned.

En 79-årig mand er tirsdag eftermiddag styrtet ned med sit fly på en mark mellem Kværndrup og Korinth på Midtfyn.

Der er tale om et lille fly, et såkaldt ultralet fly af typen Kitfox, der brød i brand, da det styrtede, oplyser Fyns Politi til TV 2/Fyn.

- Piloten var noget omtumlet, lige da han kom ud af flyet og havde det ikke godt, men meget af det skyldtes nok chokket, siger vagtchef Lars Tvede.

Manden ser ud til formentlig at være sluppet med svedent hår og skæg samt en forstuvet ankel. Flyet er udbrændt.

Beboere så styrtet

Ifølge politiet var flyet netop lettet, da motoren tilsyneladende mistede kraft. Manden vendte derfor om, men endte med at styrte fra cirka 20 meters højde.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nogle beboere i området så det hele og ringede straks til alarmcentralen.

Kender ikke årsagen til branden

Meldingen om flytstyrtet kom 17.36, og både politi og beredskab var indtil 18.30 til stede på marken ved Stævninge, en sidevej til Hundtoftevej.

Derudover var Havarikommissionen også blevet tilkaldt, som det er procedure ved flystyrt.

Politiet kender endnu ikke årsagen til, at flyet brød i brand, men det er i gang med at blive undersøgt.

- Og så skal vi have lavet en endelig afhøring af manden, når han lige er kommet sig, siger vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt