Fyn får millioner til sommeraktiviteter: Skal hjælpe unge ud af coronakrisen

På grund af coronanedlukningen er mange unge kommet bagud i skolen, blevet socialt isoleret og truet af kriminalitet. Det problem skal kommunerne nu løse, mener regeringen.

Børn og unge i Faaborg-Midtfyn Kommune kan se frem til helt nye sommerferieaktiviteter i år.

Kommunen har nemlig fået tildelt 1,9 millioner kroner fra regeringen, som skal bruges på sommerferieaktiviteter for unge.

- Det er mange penge. Da jeg hørte det, tænkte jeg "hvad skal vi dog bruge alle de penge på?" Der er mange muligheder, siger Anna Søby Poulsen, som er medlem af ungdomsrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Men når man pludselig får et par millioner at bruge, kræver det også nøje overvejelser at finde de rigtige aktiviteter.

- Der er brug for en bred vifte af forskellige typer kultur-, fritids- og læringsaktivitetrer, for at vi kan ramme noget som vil interessere alle, siger My Andreassen, som er ungekoordinator i kommunen. 

Mange har haft det svært

De fynske kommuner har tilsammen fået tildelt 16,6 millioner kroner af regeringen, som de skal bruge på faglige og sociale aktiviteter for børn og unge i sommerferien.

Penge, som er fordelt efter, hvor mange unge mellem 6 og 17 år, der bor i kommunerne.

Ifølge regeringen skal pengene bidrage til at lukke faglige huller efter corona-nedlukningen, understøtte social trivsel med deltagelse i fællesskaber og have en kriminalpræventiv effekt.

- Vi har hørt meget om børn og unge, som har haft det svært i den her periode, og det er der mange, der har, siger My Andreassen.

Det billede genkender Kim Aas Christensen (S), som er formand for kommunens Opvækst- og Læringsudvalg. Ifølge ham er der et stort behov for hurtigt at gøre noget for de isolerede unge.

- Jeg møder unge, som har været enormt kede af det og ensomme. Vi møder også unge, som er ekstremt frustrerede over, at de ikke kan komme ud og bruge deres energi, og så er der også nogle, som er gået i hi og har vendt op og ned på nat og dag, siger Kim Aas Christensen.

Vil spørge de unge

Hvis man spørger Anna Søby Poulsen, er det vigtigt, at de unge selv får indflydelse på, hvordan pengene skal bruges.

- Jeg synes, man skal give de unge så meget frihed som muligt. Hellere dele pengene lidt ud til de steder, hvor der sker noget, og hvor man ved, der er nogle engagerede unge, som gerne vil skabe noget fedt, siger Anna Søby Poulsen.

Og den er politikerne med på. Især hvis idéen er god.

- Vi har nogle unge, som for eksempel arbejder med at få lavet en badeponton ude ved klinten, og kan vi støtte mere op om det økonomisk, end vi har kunnet, så er det jo genialt. De unge skal endelig komme og sige noget til os politikere, siger Kim Aas Christensen.

Se herunder, hvor mange penge din kommune får til sommeraktiviteter for unge.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt