Fynbo fik pengene 3.000 gange igen på vanvidsodds

Mandag aften måtte Danske Spil udbetale "en mindre formue", da en fynbo og en sjællænder vandt på et helt utroligt odds.

Mandag aften scorede en Oddset-spiller fra Ringe 15.125 kroner på et vanvittigt væddemål. 

For inden den første af mandagens to ottendedelsfinaler mellem Spanien og Kroatien gik i gang, væddede han en flad femmer på, at både dén og kampen mellem Frankrig og Schweiz ville ende 3-3 i ordinær spilletid.

Det var lige præcis, hvad der skete, da schweiziske Mario Gavranovic i kampens overtid sparkede bolden ind bag Frankrigs målmand Hugo Lloris, og derfor vokser fynboens bankkonto med et trecifret beløb inden længe.

Tjente en mindre formue

Et stort set identisk væddemål blev indgået af en mand i Føtex i Glostrup på Sjælland. Her oddsede han 20 kroner på samme odds. Han tjente 66.000 kroner.

Danske Spil betegner fortjenesten som "en mindre formue".

Tirsdag aften spilles de sidste ottendedelsfinaler, når England møder Tyskland, og Sverige skal forsøge at slå Ukraine. 

Ender kampene ligesom mandagens EM-kampe, og oddser du på 3-3 i begge kampe, får du pengene 2.250 gange igen. Det vil indbringe 11.250 kroner for hver femmer, der spilles.

Danmark spiller næste gang lørdag, hvor Tjekkiet skal møde de målfarlige danskere.

Oversigt

    Oversigt