Efter 17 indbrud i villakvarter: Fyns Politi deler billede af mulig indbrudstyv

Fyns Politi efterlyser en mand, som er set i en villahave i et kvarter i Ringe, hvor der juleaften blev begået 17 indbrud.

Juleaften blev hele 17 indbrud begået i et villakvarter i Ringe.

Nu har Fyns Politi offentliggjort billeder af en mand, som er set i det selvsamme villakvarter på samme tidspunkt, som indbruddene fandt sted.

Billederne af manden, Fyns Politi har delt med offentligheden, stammer fra et overvågningskamera i en villahave på Lundager klokken 21.04 juleaften. 

Ifølge politiet kan manden have tilknytning til de mange indbrud, som skete i kvarteret omkring Grøftager, Dalager, Lundsager, Spidstoften og Linde Allé i Ringe. Formodningen er, at manden er en del af en omrejsende kriminel gruppe, som begik indbruddene. 

Samme fremgangsmåde

Mistanken om, at en omrejsende gruppe af kriminelle står bag indbruddene, bygger på valget af tyvekoster. Der er nemlig tale om ting, der let kan skjules  på kroppen såsom smykker, kontanter og andre værdifulde småting. Derudover er indbruddene sket i et villakvarter tæt på motorvejen, og i alle tilfælde har tyvene enten knust et vindue eller brækket en dør op. 

Fyns Politi modtager gerne henvendelser fra personer, der kan kende manden på billederne eller har oplysninger i sagen. Det gælder blandt andet oplysninger om mistænkelige personer, en bil eller andet, som kan hjælpe efterforskerne med at få opklaret sagen.

Henvendelse til politiet kan ske ved at ringe til 114. 

Fyns Politi deler billede af en mand, der muligvis kan være en del af en omrejsende kriminel gruppe. 
Fyns Politi deler billede af en mand, der muligvis kan være en del af en omrejsende kriminel gruppe. 
Foto: Fyns Politi

Oversigt

    Oversigt