Fynsk kommune er mindre presset af ukrainske flygtninge end ventet

I kommunerne har man forberedt sig på at tage imod mange flygtninge fra Ukraine. I Faaborg-Midtfyn er færre ukrainske flygninge kommet end ventet.

Mange kommuner har de seneste måneder knoklet for at forberede sig på at modtage et stort antal fordrevne fra krigen i Ukraine.

Men indtil videre er der mange steder kommet langt færre, end man har forberedt sig på.

I Faaborg-Midtfyn har borgmester Hans Stavnsager (S) forberedt sig på at tage imod op mod 1000 ukrainske flygtninge.

Men indtil nu er der kun kommet omkring 120 ukrainere til kommunen.

- Det er jo et noget andet tal, siger borgmesteren, der tilføjer, at hvis der var kommet 1000 personer, så var man nødt til at tage for eksempel gymnastiksale og sportshaller i brug til indkvartering.

Det ser lige nu ikke ud til at blive nødvendigt.

- Det seneste tal vi har fået fra regeringen og KL er, at vi måske skal forberede os på at modtage omkring 400 flygtninge, siger Hans Stavnsager.

Samme tendens flere steder

I Gentofte Kommune har man ifølge borgmester Michael Fenger (K) forberedt sig på, at kommunen kunne modtage op mod 1280 flygtninge. Men indtil videre er der kommet 346.

- Vi har for eksempel lejet og placeret pavillonbygninger to forskellige steder i kommunen, så vi kunne få yderligere 100 boliger, siger han.

Men indtil videre står de fleste af pavillonbygningerne tomme. Mange af ukrainerne bor privat, så kun 111 flygtninge er flyttet ind i kommunale boliger.

- Som det ser ud lige nu, vil vi ikke bygge mere kapacitet, for vi tror ikke længere, at der kommer 1280 flygtninge til Gentofte. Men nu ved vi, hvad vi skal gøre, og hvor hurtigt vi kan rykke, hvis situationen ændrer sig, siger han.

30.000 ankommet til Danmark

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er der nu kommet omkring 30.000 ukrainske flygtninge til Danmark.

1. april vurderede regeringen ellers, at der efter påske kunne være op mod 40.000 flygtninge fra Ukraine. Men siden bremsede tilstrømningen op.

Regeringen vurderede i marts, at det var et realistisk scenarie, at der kunne komme op mod 100.000 flygtninge fra Ukraine.

Men med den seneste udvikling er det nu et mindre sandsynligt scenarie, oplyser ministeriet.

De ukrainske flygtninge fordeles i kommunerne efter befolkningstal.

I Helsingør siger borgmester Benedikte Kiær (K), at kommunen har set ind i et scenarie med 1078 flygtninge. Men indtil videre har kommunen modtaget omkring 140 ukrainere, som har søgt opholdstilladelse.

- Vi har travlt, men vi kan godt følge med lige i øjeblikket, siger Benedikte Kiær.

- Men ingen ved jo, hvordan det udvikler sig.

Ifølge den seneste opgørelse fra Udlændingestyrelsen har 26.512 ukrainske flygtninge søgt om midlertidig opholdstilladelse efter særloven. Heraf har 15.148 fået opholdstilladelse på nuværende tidspunkt.

Krigen i Ukraine har varet siden 24. februar, hvor Rusland invaderede sit naboland.

Oversigt

    Oversigt