Fynsk naturperle på nettet

Nu kan du opleve Danmarks skovhistorie helt tilbage fra istiden. Den fynske naturperle Svanninge Bjerge er blevet gennemfotograferet og lagt på en helt ny hjemmeside.

Hjemmesiden svanningebjerge.dk er kulminationen på et omfattende fotoprojekt med fotograf Casper Tybjerg. Han har siden foråret 2012 huseret i Bikubenfondens naturområde Svanninge Bjerge på Sydfyn.

Tybjerg, der tidligere er kåret som Danmarks bedste naturfotograf, har befundet sig i det 586 hektar store område på alle tider af døgnet og på alle årstider, og han bliver ved med at fotografere naturområdet frem til 2014.

- Formidlingsprojektet i Svanninge Bjerge er yderst interessant. Som professionel fotograf har man sjældent lejlighed til at fordybe sig i en opgave i adskillige år. Men Bikubenfonden har givet os mulighed for at arbejde langsigtet og strategisk i området og dermed for første gang vise, hvordan naturen udvikler sig over tid, siger Casper Tybjerg, direktør for TTS Aps.

Som det eneste sted i Danmark kan man i Svanninge Bjerge opleve hele Danmarks vegetations- og skovhistorie fra sidste istid og frem til nu. Og den historie kan man altså nu få på den nye hjemmeside.

- Hjemmeisden skal formidle viden af høj faglig kvalitet til et bredt publikum lige fra fagfolk til skoler og familien, der planlægger skovtur i Svanninge Bjerge, siger kommunikationschef for Bikubenfonden, Trine Gammelgaard.

Hun håber, at hjemmesiden kommer til at sprede begejstring over den danske natur.

- Den skal vise, at man ikke behøver at rejse helt om på den anden side af jordkloden for at blive overvældet af naturens mangfoldighed og skønhed, siger Trine Gammelgaard.

svanningebjerge.dk

Oversigt

    Oversigt