Fynske dyreinternater bugner med kæledyr: - Vi har aldrig haft så mange dyr

Ringe Dyreinternat og Fyns Internat kæmper med pladsmangel og stor efterspørgsel på indlevering af kæledyr.

Formand for Ringe Dyreinternat, Karin Sørensen, løber rigtig stærkt for tiden.

- Vi er gået fra at få ingen kæledyr indleveret, til at vi nu på halvanden måned har modtaget fire unghunde og 42 katte, hvoraf halvdelen er kattekillinger, siger Karin Sørensen.

Hun har været formand for Ringe Dyreinternat i 20 år, og hun oplever en voldsom stigning i indlevering af kæledyr. Det er særligt katte, folk afleverer. 

- Vi får dagligt opkald fra folk, som vil indlevere deres katte. Folk, der har fået katte under corona-nedlukningen, har ikke fået dem steriliseret. Det kommer bag på mange, at deres kat har fået killinger. Vi oplever, at når folk kommer med killingerne, indleverer de også moderen, fortæller Karin Sørensen.

Kæmper med pladsmangel 

Hos Fyns Internat ser internatleder Lene Frahm også en stigning i antallet af katte, der bliver afleveret på internatet. 

- Der er sket en stigning på 12 procent. Vi har 170 katte, som er klar til et nyt hjem og klar til adoption. Derudover har vi 300 killinger i pleje hos 180 frivillige plejefamilier. Det er det højeste antal af afleverede katte, som vi har nu, siger Lene Frahm.

For hende er det svært at sige, om det er corona-nedlukningen, der er årsagen til stigningen af indleveret kæledyr. 

- Folk fortæller ikke årsagen til, hvorfor de afleverer deres kæledyr hos os, eller hvorfor de fik hund eller kat. Men jeg mener, corona har haft en indflydelse på, at flere mennesker har anskaffet sig et kæledyr. Folk har haft bedre tid under nedlukning. Nu hvor alle restriktionerne forsvinder, skal de ud og indhente det halvandet år, som er blevet forsømt, forklarer Lene Frahm.

En lettelse og en sorg for andre 

Karin Sørensen fra Ringe Dyreinternat har blandede oplevelser med modtagelsen af kæledyr.

- Når kæledyrene bliver afleveret, har jeg oplevet ejere, der siger, at de ikke gider have hund mere. Folk har ikke sat sig ind i, hvad det kræver at have kæledyr, siger Karin Sørensen.

Alligevel forholder hun sig neutral ved modtagelsen.

- Jeg skælder aldrig ejerne ud, men tager imod kæledyrene og tager mig af dem. 

Omvendt oplever Lene Frahm, at det for andre kan være en stor sorg at aflevere kæledyret.

- Man skal ikke dømme folk. For de betaler et gebyr, når de afleverer deres kæledyr hos os. Jeg oplever, de kan være frygteligt kede af det og ønsker en god løsning. Hvis du er ligeglad, havde du jo bare sat dyret til salg på Gul og Gratis, siger Lene Frahm.

Ringe Dyreinternat har lige nu ikke plads til flere katte
Ringe Dyreinternat har lige nu ikke plads til flere katte
Foto: Ole Holbech

Afhængige af frivillige 

For både Ringe Dyreinternat og Fyns Internat er det dagligt en kamp at få logistikken til at gå op. Lige nu er Fyns Internat nødsaget til at tage drastiske metoder i brug. 

- Lige nu flytter vi dyrene rundt i hele landet alt efter, hvilket internat der har plads, og vi trækker hårdt på den frivillige arbejdskraft, fortæller Lene Frahm.

Hos Ringe Dyreinternat tager man slet ikke imod flere katte eller killinger. 

- Vi afviser lige nu at tage imod flere katte. Vi har ikke mere plads, siger Karin Sørensen.

Både Karin Sørensen og Lene Frahm opfordrer kommende ejere af kæledyr til at tænke sig om en ekstra gang, inden de tager kæledyret med hjem.

- Fynboer som vil anskaffe et kæledyr, skal kraftigt overveje at få det fra et internat. For på Fyn bugner dyreinternaterne af dyr, som trænger til kærlighed og et nyt hjem, fortæller Lene Frahm

På års basis modtager Fyns Internat mellem 150 og 200 hunde.
På års basis modtager Fyns Internat mellem 150 og 200 hunde.
Foto: Ole Holbech

Oversigt

    Oversigt