Fynske kommuner mister borgere

Syv ud af 10 fynske kommuner mistede indbygger i løbet af sidste år. Værst ser det ud i Faaborg-Midtfyn, der de næste syv år vil miste over 1500 borgere.

Signe Sørensen og Helene Brodersen forbereder sig til eksamen på Midtfyns Gymnasium. De har allerede bestemt at skifte hjembyen Ringe ud med enten Århus, Odense eller København, efter at huen er kommet på hovedet næste sommer.

- Det har været planen fra starten. Jeg kan slet ikke forestille mig at blive boende her, siger Signe Sørensen.

Det er hun ikke alene om. Ifølge tal fra Danmarks statistik har Faaborg Midtfyn og 7 andre fynske kommuner mistet indbyggere i løbet af det sidste år. Kun Kerteminde og Odense går frem. Tallene dækker også udlændinge, der flytter til og fra kommunen.

Mister skatteindtægter

Men det kommer også til at se sort ud de kommende år mange steder på Fyn. En fremskrivning viser, at Faaborg Midtfyn mister 1510 borgere frem mod 2020.

- Det er et problem især på den lange bane. Hvis kommunerne ikke kan få vendt befolkningsudviklingen, så mister de skatteindtægter og tilskud, siger Kurt Houlberg, der er forsker i kommunaløkonomi hos KORA.

Når en tilflytter bosætter sig i kommunen så medfører det både et tilskud fra staten og de skattekroner, som tilflytteren sender ind i kommunekassen. Det modsatte sker, hvis en borger flytter fra kommunen. Så forsvinder både tilskuddet og skattekronerne.

- Jeg ser det som det største problem, vi har i kommunen, siger byrådsmedlem og tidligere borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Bo Andersen(V).

Ifølge Bo Andersen mister kommunen 5,2 millioner kroner alene i tilskud fra staten, når 100 borgere flytter fra byen.

Muligt at vende udviklingen

Når Faaborg Midtfyn i forvejen skal spare 180 millioner kroner over de næste 4 år, så er det ekstra vigtigt, at der kommer skattekroner ind i kommunekassen.

- Udfordringen er at fastholde indbyggere, og få vores dele af kagen med hvad der sker i odense, siger Bo Andersen.

Og der kan gøres noget ved problemet, mener Kurt Houlberg.

- Det gælder om at udvikle gode bomuligheder, og gunstige vilkår for virksomheder, så de udvikle kan sig og tiltrække borgere, siger Kurt Houlberg.

Men for de to gymnasiepiger er beslutningen truffet. Flyttebilen er på vej væk fra kommunen ligeså snart eksamensbeviset er i hånden.

- Det eneste der er her for mig er mine forældre. Men det er ikke nok til at jeg vil blive, siger Helene Brodersen.

Oversigt

    Oversigt