Fyreseddel på fødselsdag: Fynske Jeppe fik Højesteret imod sig

Fyringen af Jeppe Lund Hansen fra Ringe nåede onsdag Højesteret. Her blev det slået fast, at det var i orden, da en fynsk møbelvirksomhed fyrede fleksjobberen.

Det var i orden, da en fynsk møbelvirksomhed fyrede fleksjobberen Jeppe Lund Hansen fra Ringe på hans 65 års fødselsdag.

Det har Højesteret onsdag slået fast, skriver A4 Medier.

Højesteret følger således Sø- og Handelsrettens dom fra juli sidste år.

Den nu 67-årige Jeppe Lund Hansen blev i 2017 fyret fra sit fleksjob, da han nåede folkepensionsalderen. På det tidspunkt kunne hans arbejdsgiver ikke længere få det kommunale tilskud til hans løn.

Jeppe Lund Hansen tilbød den gang sin arbejdskraft til en lavere løn, men fyringen stod ved magt på trods af, at Jeppe Lund Hansen havde været ansat i møbelvirksomheden i et 20-timers fleksjob fire dage om ugen siden 2011.

Fagforeningen Teknisk Landsforbund har ført sagen, og fagforeningens advokat er forundret over Højesterets dom:

- Vi mener ikke, at det er acceptabelt, at handicappede skal kunne smides ud af arbejdsmarkedet, bare fordi de når en bestemt alder. De har krav på den samme behandling som alle andre; nemlig at man ikke bliver smidt ud af arbejdsmarkedet, blot fordi man når en bestemt alder, siger advokat Byrial Bjørst til A4 Medier.

Med til historien hører også, at virksomheden ansatte en anden til at udføre de 20 timers arbejde, som Jeppe Lund Hansen havde udført i seks år.

Jeppe Lund Hansen har tidligere fortalt, at han under et længere sygdomsforløb fik medicin han ikke kunne tåle og i dag lider af mén fra medicinen.

Oversigt

    Oversigt