To gange DM-sølv til Emma Klingenberg

Den fynske orienteringsløber Emma Klingenberg løb med andenpladsen på både den korte og den lange distance til weekendens DM i orienteringsløb.

Faaborg-løberen Emma Klingenberg var blandt favoritterne til de danske mesterskaber i orienteringsløb, der i weekenden blev afviklet i Haderslev og på Rømø.

Men både på den korte distance, der blev afviklet fredag i Haderslev og på den ultralange, der søndag blev løbet på Rømø, måtte hun se sig slået af verdensmesteren Maja Alm, der i begge tilfælde satte en tyk streg under, at hun indtil videre i denne sæson er nærmest urørlig.

Fredag vandt Maja Alm således danmarksmesterskabet på sprintdistancen og søndag eftermiddag snuppede hun så endnu en DM-guldmedalje i Rømøs klitterræn. I begge løb vandt hun foran fynske Emma Klingenberg.

På den korte distance, der var 3,6 kilometer og indeholdt 19 poster, løb Maja Alm på 15.06, mens Emma Klingenberg var 24 sekunder langsommere.

På den ultralange bane, der var på 17,1 kilometer, var Klingenberg noget længere væk fra guldet. Allerede på det lange stræk til post 1 havde Maja Alm løbet sig til et forspring på over et minut til verdensmester-kollegaen Emma Klingenberg - og derfra distancerede hun stille og roligt efterfølgerne og var på måltregen knap fire minutter hurtigere. 

Oversigt

    Oversigt