Gymnasium i krise - lærerstab beskæres

På bare to år er antallet af ansøgere til Faaborg Gymnasium halveret. I år har kun 54 søgt ind. Det får konsekvenser for personalet.

Faaborg Gymnasium skal skære i lærerstaben. Det er meldingen fra bestyrelsesformand Jens Oddershede efter der mandag blev holdt et møde mellem rektor og bestyrelsen.

- Der mangler to-tre millioner kroner, så vi skal finde besparelser for det beløb. Det kan vi ikke finde i drift og administration, så det bliver i lærerstaben, vi skal finde pengene, siger Jens Oddershede til TV 2/Fyn.

Han hverken kan eller vil sætte tal på, hvor mange lærere der bliver tale om, men vurderer, at der vil blive tale om fyringer, og at det vil ske over de næste par måneder.

Samtidig skal der lægges kræfter i en ny plan for, hvordan gymnasiet igen kan tiltrække nye elever. De seneste to år har antallet af ansøgninger været for lavt - alene i år har der kun været 54 ansøgninger.

- Vi skal bruge 90 elever om året, så vi skal have kigget på, hvordan vi kan gøre Faaborg Gymnasium attraktivt, siger Jens Oddershede.

Rektor: - Vi har et fantastisk tilbud

Tidligere på dagen pointerede rektor på Faaborg Gymnasium, Sophie Holm Strøm, overfor TV 2/Fyn, at situationen er alvorlig:

- Det er rigtig ærgerligt, for vi har et helt fantastisk tilbud til de unge mennesker. 

-  Vi skal jo tilpasse os det antal elever vi har. Men det er klart, at når vi kommer ned og har to klasser i stedet for tre, som vi havde regnet med, så har det nogle konsekvenser i forhold til vores personale, siger rektor på Faaborg Gymnasium Sophie Holm Strøm.

 

Jonas: - Det er fedt

For Jonas Vistrup fra 3.G hersker der ingen tvivl om, at der er nogle kommende gymnasieelever som misser en oplevelse ved at fravælge Faaborg Gymnasium:

- Jeg synes personligt, at det er virkeligt fedt at gå på så lille et gymnasium som Faaborg. Der er nærvær blandt klasserne og på tværs af årgangene. Jeg synes, at det er fedt, at jeg som 3.g'er også kan have venner blandt 1.g'erne, siger han til TV 2/Fyn.

 

Cecilie: - Vi har et tæt sammenhold

Jonas Vistrup får opbakning fra Cecilie Ferdinand. Hun synes også at det er rart, at gymnasiet er lille:

- Vi har et meget tæt sammenhold på tværs af årgangene og også med lærerne og ledelsen. Man er ikke bange for at snakke med nogen, siger Cecilie Ferdinand.

 

 

Oversigt

    Oversigt