I det fynske folks tjeneste

Haastrup kåret til Årets Landsby 2020

Landsbyen Haastrup i Faaborg-Midtfyn Kommune har under coronakrisen formået at skabe en glæde i byen. Nu har indsatsen indbragt prisen som årets Landsby 2020.

Under coronakrisen har utryghed og ensomhed præget samfundet, men i landsbyen Haastrup i Faaborg-Midtfyn Kommune var de hurtige til at handle på situationen. Foto: Landdistrekterne Fællesråd

Et stærkt foreningsliv og handlekraftige borgere fik overbevist dommerkomitéen om Haastrups værd som Årets Landsby 2020. Hvert år uddeles prisen Årets Landsby inden for et selvstændigt tema, og i år var temaet: Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise?

Under coronakrisen har utryghed og ensomhed præget samfundet, men i landsbyen Haastrup i Faaborg-Midtfyn Kommune var de hurtige til at handle på situationen.

Læs også Fynsk by klar til finalen om at blive Årets Landsby

Under coronanedlukningen spillede den lokale trompetist Sara Brunse koncert fra landsbyens kirketårn, og flere bands på den lokale gård Stormgården stod for musikalske indslag under nedlukningen - fremført i den åbne natur med afstand, skriver Landdistrikternes fællesråd i en pressemeddelelse.

Netværk af frivillige

Dagen efter nedlukningen arrangerede den lokale købmand gratis vareudlevering, så udsatte og utrygge borgere kunne undgå indkøbsturen. Her bragte frivillige varerne ud til de borgere, som ønskede det.

Skole- og børnehavebørn rykkede ud på fællesarealer, hvor håndvaske og toiletter blev sat op. Det hele blev rengjort af forældre.

- I Haastrup har borgerne virkelig stået sammen. Selvom de har haft store udfordringer under coronakrisen, har hele landsbyen givet en hånd med og løst opgaven sammen, siger formanden for komitéen og tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen og fortsætter:

- Det er meget imponerende og livsbekræftende at se, hvordan indsatsen er kulmineret i et endnu stærkere fællesskab beboerne imellem. Derfor fortjener de titlen som Årets Landsby 2020.

Og netop det frivillige netværk kendetegner i følge komitéen Haastrup. Landsbyens knap 325 borgere har et stærkt netværk, der også afspejles i foreningslivet. 

Stærkt finalefelt

Haastrup var i finalen oppe i mod Bjergsted i Kalundborg Kommune og Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune, men i sidste ende fik Haastrup overbevist dommerne, forklarer Carsten Hansen.

- Beslutningen i år har været særligt vanskelig, fordi coronakrisen har berørt os alle - både personligt og som samfund. Det har været enormt spændende at se, hvordan vores landsbyer har løst denne udfordring, siger han.

Læs også Trold gemt hemmeligt sted i Odense

Michael Demsitz, der er næstformand i Forenet Kredit og medlem af bedømmelseskomitéen, er også imponeret over aktiviteterne i alle de tre landsbyer, men er særligt imponeret over Haastrups indsats.

- I Haastrup er ingen blevet glemt eller overladt til sig selv takket være et bemærkelsesværdigt lokalt engagement. Mens krisen har lagt en dæmper på udviklingen og sammenholdet mange andre steder i landet, er landsbyen kravlet gennem krisen og fremstår endnu stærkere end før, siger han og fortsætter:

- Den udvikling vil vi naturligvis gerne være med til at understøtte i hele landet, og jeg er sikker på, at Haastrup kan inspirere mange af os.

Prisen til Årets Landsby uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit. I år uddeles prisen for 24. gang.