I Rudme på Midtfyn er et nyt samlingssted for de unge tættere på at være en realitet. Efter planen skal området kunne bruges af lokale landsbybeboere.
- Vi forestiller os et overdækket forsamlingshus eller noget - et sted, hvor de unge også kan være. Det kan fungere som festival eller for aktiviteter, der er i lokalområdet, siger Tyge Mortensen, der repræsenterer landsbyklyngen Hånden under Midtfyn.
- Vi har fået 100.000 kroner til et forprojekt. Det er egentlig til at se, hvilke idéer vi kan få med det. Ud af idéerne kan vi få skitseret nogle tegninger og så søge om det egentlige projekt, forklarer han.
Omdanne nedslidt klubhus og sportsplads
Realdania giver sammen med Lokale og Anlægsfonden penge til landsbyklynger, som skal udvikle nytænkende mødesteder i landsbyerne.
Landsbyklyngen Hånden under Midtfyn består af fire små landsbyer. Her har man i første omgang fået 100.000 kroner til et forprojekt.
På længere sigt vil de lokale gerne omdanne et gammelt nedslidt klubhus, en skurvogn og en sportsplads til et nyt lokalt mødested og en mere moderne festivalplads.