By hylder sin bager: - Han tænker virkelig bare på alle andre

Nr. Lyndelse Bageri har under coronakrisen givet både kager og brød væk til flere af byens borgere. Nu er borgerne klar til at give lidt igen til det fynske bageri.

Klokken er halv ti onsdag morgen, og for bageren i Nr. Lyndelse Bageri er det snart sengetid. Men han ved ikke, at Britt Larsen og mange andre fra den lille by står klar ude foran bageriet for at sige tak.

- Han tænker virkelig bare på alle andre, og han har bare gjort det rigtig meget her den sidste måneds tid, hvor der har været alt det her, siger Britt Larsen.

quote Jeg mener ikke, jeg kan overraskes, men det blev jeg godt nok

Jens Peter Hansen, bagermester, Nr. Lyndelse Bageri

Britt Larsen blev derfor enig med sig selv om, at det var på tide at give lidt tilbage til bagermester Jens Peter Hansen.  

- Jeg lavede en begivenhed på Facebook, hvor jeg inviterede 97 mennesker og spurgte, om de kunne tænke sig at være med, siger Britt Larsen.

På kort tid var 97 mennesker blevet til mange flere.

- Folk lukkede flere og flere ind i begivenheden, og det er i hvert fald 124 husstande, der er med, siger Britt Larsen og fortsætter:

- Det betyder rigtig meget, for det viser, at vi står sammen. Vi hjælper og tænker på hinanden.

- Han tror, jeg skal bestille en kage

Bageren tror, at Britt Larsen kommer forbi bageriet for at få en snak om kager. Og ikke for at sige tak.  

- Jeg har spurgt, om jeg kunne komme, fordi jeg har en bestilling på noget, som jeg godt lige vil snakke med ham om, siger Britt Larsen.

Overraskelsen hos den fynske bager var da heller ikke til at tage fejl af.

- Jeg mener ikke, jeg kan overraskes, men det blev jeg godt nok, siger Jens Peter Hansen, som er bagermester i Nr. Lyndelse Bageri.

- Det er stort, at de lokale bakker op om det, vi laver. Det er vi så taknemmelige for, siger bagerfruen Lena Hansen.

Kvajekage til en af byens borgere

Både det lokale plejecenter, hjemmeplejen og byens skoleelever har nydt godt af Nr. Lyndelses gavmilde bager.

- Han har givet skolerne brunsviger på dronningens fødselsdag. Han har givet hjemmeplejen rundstykker. Han har lavet indsamlinger, så alle beboere på plejehjemmet, i første omgang det i Nr. Lyndelse, fik en påskepakke, og det endte med, at det blev hele Faaborg-Midtfyn Kommune, siger Britt Larsen.

Og da hele byen gik i sort lørdag aften, var bageren klar med en opmuntrende kage.

- I weekenden lagde han op på Facebook, at han havde lavet en kvajekage til en borger i byen, der havde klippet strømmen i hele byen. Og den kvajekage rørte mig. Han tænker bare på folk hele tiden, så jeg tænkte, at vi simpelthen var nødt til snart at give noget tilbage, siger Britt Larsen.

Weekendophold og fællesspisning

Sammen har byen indsamlet mere end 2.800 kroner, og det, den glade initiativtager troede skulle blive til en lille kurv fra den lokale blomsterbutik, er blevet til både et weekendophold og flere lokale overraskelser.

- De skal have et weekendophold. Jeg har fået lavet en kurv med lækkerier, og de skal have en blomst, og så har jeg købt to gange hverdagsmad blandt andet hos hallens cafeteria, og jeg har lavet fire billetter til fællesspisning i forsamlingshuset i Nr. Søby, siger Britt Larsen.

Dagens gave betyder dog ikke, at det er slut med idéerne hos bageren, som allerede har planer om nye tiltag.

- Nu skal jeg bare lægge hovedet i blød og finde på det næste, for jeg vil da gerne have mere, siger Jens Peter Hansen.

- Du skal jo også have noget at filme næste gang, siger han til TV 2/Fyns fotograf:

- Det bliver stort.

Oversigt

    Oversigt