På Kronborg Slot sidder Holger Danske i kælderen klar til at vågne, hvis Danmark kommer i klemme.
I Korinth sidder designeren Jim Lyngvild og tænker vilde tanker om danske regenter.
Ud af det er der kommet en udstilling på Kronborg, hvor Jim Lyngvild har skabt billeder som i udtryk kaldes "liderligt og svulstigt". Målet er at vise de kongelige som mennesker af kød og blod. Med følelser og bristede drømme. Stolthed og storhedsvanvid.
- Det, danskerne mangler at vide om deres kongerække, er, at det er mennesker. Det er ikke sådan noget pligtstof, som man bare skal lære fra A til Z, siger Jim Lyngvild.
- De fleste mennesker over 50 vil huske noget i skolen, hvor man nærmest som et skældsord sagde; "nu skal du lære kongerækken".
Lyngvild, Pippi og brumbassen
I arbejdet med udstillingen er den 42-årige designers største gave, at han ikke er uddannet historiker, mener han.
- Jeg begår ikke samme fejl eller korrektheder, som de gør. En historiker nævner ikke de ting, de ikke ved. Men jeg nævner lige præcis de ting, jeg ikke ved. Jeg er Pippi Langstrømpe, der siger; "det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg helt sikkert", eller jeg er en brumbasse, der ikke kan flyve, men bare gør det, siger Jim Lyngvild.
Han mener, at det kan være derfor folk i bred forstand kan identificere sig med de fotografier han har lavet til udstillingen på Kronborg.
- Jeg nævner alle hullerne i osten, og jeg bringer det til skue. Og hvis vi ikke rigtig ved det, så digter vi bare, siger Jim Lyngvild.
Lyngvild, Knieper og fantasien
Han henviser til, at Hans Knieper, som lavede tapeterne til Kronborg i slutningen af 1500-tallet, "digtede til højre og venstre".
- Han vidste ikke, hvordan Kong Gorm eller Erik Klipping så ud, så han gav dem bare sådan nogle fantasidragter på, siger Jim Lyngvild.
- Jeg har i det mindste lagt mig op ad et historiske forlæg.
Kæmpebilleder
Udstillingen hedder "Kongerækken - Fakta og fantasi", og kan ses på Kronborg i Helsingør.
Den åbnede onsdag og er planlagt at køre til og med 24. oktober.
- Allerede nu har der været positive tilbagemeldinger, så jeg håber, den bliver forlænget, siger Jim Lyngvild.
Udstillingen er lavet i samarbejde med Nationalmuseet og består af 107 portrætter af konger og dronninger frem til vor tids dronning Margrethe.
Udover portrætter af de forskellige regenter, mødes gæsterne også af 12 kæmpebilleder på tre gange fire meter, som Jim Lyngvild har skabt sammen med museumsinspektør Poul Grinder-Hansen.
Billederne er krydret med lyd og dufte designet specielt til udstillingen.