Julemarked afholdes med restriktioner: - Gæsterne får en bedre oplevelse

På Egeskov julemarked har man fundet ud af, at der er flere fordele ved de restriktioner, der skal forhindre coronasmitte.

Julemelodierne strømmer ud over pladsen på Egeskov Julemarked, hvor der er pyntede juletræer og boder med æbleskiver og kandiserede æbler. 

Og selvom det i år kræver, at man viser et coronapas for at komme ind, har det altså ikke slået skår i julestemningen, fortæller direktør Henrik Neelmeyer.

- Der er fuld accept. Da vi havde den første bølge af corona, var det alt sammen vores skyld, og vi var besværlige, men nu tager folk det med et smil. Det er helt tydeligt, at folk gerne vil have et julemarked og har et opsparet behov for at komme ud, siger han. 

- Vi har så meget plads, at det ikke burde være nødvendigt, men omvendt er det også en god sikkerhed at have. Vi kan mærke, at gæsterne føler sig trygge ved, at alle har vist et pas.

Restriktioner giver bedre oplevelse

Denne weekend er den første af fire weekender med julemarkedet, der er et af landets største slotsjulemarkeder. Og selvom restriktionerne kræver mere mandskab og giver lidt mere kø til at komme ind, har de faktisk også medført, at folk får en bedre oplevelse, fortæller Henrik Neelmeyer.

For at sprede gæsterne mere er der nemlig indført såkaldte time slots, hvor folk for eksempel kan booke sig ind om formiddagen.

- Det er vi ikke forpligtet til, men vi kan se, at det giver et meget bedre flow og bedre afstand, siger direktøren.

- Vi hører også fra bodholderne, at de sælger mere, fordi der er mere luft til at se på varerne, og gæsterne får en bedre oplevelse, fordi det ikke føles så overfyldt.

Stor efterspørgsel

Efterspørgslen har været stor, og for at sikre, at de mange julehungrende gæster ikke går forgæves, har man besluttet som noget nyt også at holde åbent første weekend i december.

Inden man møder op, kan det dog være en god idé at tjekke, om alt ser ud som det skal på coronapas-appen. Den har nemlig givet problemer hos nogle af gæsterne, fortæller Henrik Neelmeyer.

Fordi det er noget tid siden, den har været i brug, har coronpas-appen hos flere forlangt nemid, og det har ligget derhjemme.

- Men så har vi løst det ved at sende dem til en kviktest i Svendborg eller Faaborg, siger Egeskov-direktøren.

Coronapasset blev igen en del af samfundet fredag den 12. november. Det betyder blandt andet, at arrangementer med flere end 2.000 deltagere udendørs skal forlange at se et gyldigt coronapas.

Oversigt

    Oversigt