Kaj spiser med byens andre ældre: - Livet går ikke i stå, selvom ens partner dør

87-årige Kaj Brinkmann har, efter at han mistede sin kone, fundet et nyt fællesskab, der gør, at han ikke føler sig ensom i hverdagen. I alderdommen rammer ensomhed mere end hver femte ældre, ifølge Kommunernes Landsforening.

I et rækkehus i Nr. Lyndelse bor 87-årige Kaj Brinkmann. Her flyttede han ind alene, efter hans kone gennem 60 år gik bort efter 7 års demenssygdom.

Men selvom det var svært at gå fra to til én, føler Kaj sig i dag ikke ensom. En af grundene til det er, at byens ældre spiser sammen hver første fredag i måneden. Her samles mere end 50 borgere til fælles aftensmad, som frivillige står for.

- Du føler dig ikke alene, selvom du ikke har så mange omkring dig i hverdagen. Samværet med de forskellige mennesker, det har stor værdi, siger Kaj Brinkmann, da TV 2/Fyn møder ham og to af fællesspisningens frivillige i Kajs stue.

- Det at sidde og tale med et andet menneske om hverdagen, og hvordan vedkommende har det, det har stor værdi. Hvert menneske ligger jo inde med en historie, siger Kaj Brinkmann.

Ensomme ældre

Han får også tit besøg af børn og børnebørn. Men det er ikke alle ældre, der har lige så meget selskab i hverdagen.

Ifølge Ældre Sagen føler 50.000 ældre over 65 år sig ensomme i en grad, så det påvirker deres hverdag.

- Ensomhed er en smertefuld oplevelse, der er alvorlig for den enkelte, men også for samfundet. Længerevarende ensomhed skaber en stresstilstand i kroppen, der giver øget risiko for hjertekarsygdomme, stofskiftelidelser og demens. Desuden ved vi, at ensomhed er knyttet til depression, fortæller David Vincent Nielsen, der er konsulent hos Ældre Sagen.

Derfor arbejder Ældre Sagen for at komme ensomhed til livs, blandt andet ved at tilbyde besøgsvenner til ældre.

Vigtigt stadig at være social

For Kaj Brinkmann er det vigtigt at kunne fortsætte den sociale livsstil, han har haft gennem livet. Også nu hvor han er blevet ældre og har mistet sin partner.

- Det betyder meget, for jeg har været vant til at være omgivet af mennesker. Så jeg synes, at det faktisk er en ny æra, jeg går ind i, på den måde der: Jeg oplever, at jeg ikke er ‘tabt bag vognen’ - jeg er stadigvæk med.

Han mener ikke, at alderdom behøver føre til ensomhed. Men man har også selv et ansvar for at være åben.

- Man er jo nødt til at gøre noget for det, for det hele hænger sammen i sidste ende. Hvis ikke du selv er imødekommende og udadvendt, så hjælper det ikke noget.

Færre ensomme i Faaborg-Midtfyn Kommune

I Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor Kaj Brinkmann bor, har de i løbet af det sidste år fået det samlede tal ned fra 29% til 24%. Det fremgår af rapporten ‘Det gode liv i Faaborg-Midtfyn Kommune’, som Region Syddanmark har lavet for kommunen.

Kommunen har gennem de sidste to år været en del af ‘Projekt Sikkert Seniorliv’ sammen med Thisted og Horsens Kommune. Målet har været at mindske udbredelsen af aldersdepression, herunder ved at forebygge ensomhed blandt ældre.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fuldt hus til fællesspisning

Fællesskabet med fællesspisning i Nr. Lyndelse blev startet op som et samarbejde mellem de frivillige og Faaborg-Midtfyn Kommune som en del af 'Projekt Sikkert Seniorliv'.

- Der er mange, der holder noget fællesspisning. Men vi har arbejdet meget med betydningen af det, som nogen i forvejen har gjort ubevidst: At have en god modtagekultur, men også at få folk godt ud af døren ved at spørge "Hvordan har det været for dig i dag?", fortæller udviklingskonsulent Karin Madsen.

Kaj Brinkmann kom med til sin første fællesspisning, fordi han blev opsøgt og spurgt af den frivillige Else Larsen, om han ville med.

- Det betød temmeligt meget. For jeg havde selv spekuleret på at tage med og også haft antennerne ude om, hvad der foregik her, fortæller Kaj Brinkmann, der til næste fællesspisning selv havde taget sin nabo med.

Nu - et år efter opstart - mødes omtrent 54 borgere hver første fredag i måneden i aktivitetetscenteret Skullerodsholm og spiser sammen.

Initativtagerne Karen Kiel Brandt (t.v.) og Else Larsen (t.h.) fortæller om fællesspisningen i Nr. Lyndelse.
Fotograf: Emilie Foxil

‘Projekt Sikkert Seniorliv’ sluttede med 2019, men kommunen har fokus på ensomhed gennem andre indsatser, fortæller udviklingskonsulent Karin Madsen. Fællesspisningen i Nr. Lyndelse fortsætter på basis af de frivillige kræfter, der driver det nu.

Oversigt

    Oversigt