Knallertkører gav fuckfinger og knytnæve til dyttende bilist

En bilist dyttede af en knallertkører, der kørte ind foran bilen. Senere kørte knallertkøreren også ind i siden på bilen og gav til sidst bilisten et slag i hovedet.

En bilist fik i weekenden en ubehagelig oplevelse ved jernbaneoverskæringen på Jernbanegade i Ringe.

En knallertkører kørte delvist ind over fortovet og ind foran bilisten, der som følge heraf dyttede af knallertkøreren. Herefter udviklede episoden sig gradvist over de næste minutter. 

Føreren af knallerten besvarede dyttet med en fuckfinger. Da bilisten kort efter forsøgte at overhale knallertkøreren, svingede han pludseligt og umotiveret knallerten ind i bilens højre side. 

Begge køretøjer standsede, og knallertkøreren smed knallerten fra sig, løb rundt om bilen og rev førerdøren op.

- Du skal fandeme have nogle tæsk, råbte knallertkøreren.

Fik knytnæveslag i ansigtet

Herefter blev bilisten, der fortsat sad i personbilen, tildelt et knytnæveslag i venstre side af hovedet, oplyser Fyns Politi.

Knallertkøreren stak efterfølgende af fra gerningsstedet ad Fruerlundsvej via nogle rækkehushaver i nordlig retning.

Det er ifølge Fyns Politi ikke lykkedes at finde frem til knallertkøreren. Episoden fandt sted lørdag ved 17-tiden. Hvis du har set noget eller har oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

 

Oversigt

    Oversigt