Konservativ skuffelse over Lene Espersen

Konservativ byrådskandidat i Faaborg-Midtfyn savner et større engagement fra partiledelsen i kommunalvalget. Lene Espersen bliver væk fra mulige nederlag, siger ekspert.

Flere konservative byrådskandidater erklærer nu, at de er utilfredse med den konservative partiledelses engagement og indsats under kommunalvalgkampen.

I en rundspørge, som Ritzaus Bureau, har foretaget, svarer hver fjerde konservative kandidat, at de ikke er tilfredse med partiledelsens engagement, 63 procent erklærer sig tilfredse, mens 12 procent er i tvivl.

Blandt de utilfredse er viceborgmester Grete Justesen fra Faaborg-Midtfyn Kommune.

- Når jeg er ude til møder og kommer med nogle konkrete forslag til, hvad der skal ske i vores lokalsamfund, så er jeg ret træt af at blive konfronteret med burkasagen, siger Grete Justesen.

Hun har ikke set meget til Lene Espersen og har et udtalt ønske om et større engagement og støtte fra Det Konservative Folkepartis ledelse.

- Især når man ser, hvordan både Venstres og Socialdemokratiets spidser er ved at vælte over hinanden på fortovet og på vores gymnasier, tilføjer hun.

Samme fornemmelse har viceborgmester Jørn C. Nissen fra Samsø Kommune.

- Vi har rettet mange henvendelser for at få et folketingsmedlem herover til at være med til at skubbe lidt på i vores valgkamp. Men det er desværre ikke lykkedes, siger den konservative 1.-viceborgmester.

Kritikken af den konservative ledelse kommer ikke bag på valgforsker Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet .

Hans vurdering er, at partilederne på Christiansborg meget nødigt vil associeres med et nederlag. Derfor hjælper de fortrinsvis de kommuner, hvor de lokale kandidater står til en sikker sejr.

Oversigt

    Oversigt