Krav om psykiatrisk behandling til tiltalt for dobbeltdrab på Helnæs

Tiltalt har fortalt, at det var en tvist om brænde, der fik ham til at stikke en mand og en kvinde på Helnæs.

En 44-årig mand er blevet tiltalt for dobbeltdrabet på en mand og en kvinde, som han i december 2018 stak ned på en gård på Helnæs sydvest for Fyn. Begge ofre døde.

Af anklageskriftet fremgår det, at der er krav om, at den 44-årige skal dømmes til anbringelse på psykiatrisk behandling uden længstetid.

Den tiltalte mand blev anholdt kort efter knivstikkeriet i december 2018. I grundlovsforhøret erkendte han at have stukket de to med en kniv.

Ifølge TV 2/Fyn forklarede manden, hvordan han stak en 37-årig brændesælger 15 gange. Årsagen var, at der opstod en kontrovers om det brænde, som blev afleveret på ejendommen.

Den nu 44-årige mente, at der var et for stort vandindhold i træet. I første omgang fandt han en dolk frem for at skære i træet og vise sælgeren af brændet, at der var vand i træet. Da det ikke fik den 37-årige til at tro på, at der var fugt i træet, hentede den nu tiltalte en større kniv.

Vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Jørgen Andersen fortalte, at politiet blev kaldt til Helnæs af en beboer, der var nervøs, fordi en mand løb rundt på markerne. Han virkede underlig og mentalt ustabil, fortalte Jørgen Andersen.

Da betjente talte med manden, fik de oplysninger, som gjorde, at de tog ned til gården. Her fandt man de to personer dræbt med adskillige knivstik.

Den 74-årige kvinde boede på gården. Den tiltalte mand var logerende hos kvinden og blev anholdt kun iført underbukser. Han havde blod på sig.

Manden og den ældre kvinde kendte hinanden godt. Alligevel stak han også hende i både halsen og hovedet. Ifølge hans egen forklaring forvekslede han hende med en fjende og kalder det en fejl.

Manden fortalte også, at han havde været på vagt over for fjender i dagene op til søndag. Han havde nærmest ikke sovet i tre til fire dage, fortalte han ifølge TV 2/Fyn.

Den nu tiltalte fortalte også, at han var tidligere lejesoldat.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår retssagen skal begynde i Retten i Odense. Sagen er rejst som en nævningesag, men det er uvist, om den tiltalte vil fravælge nævninger, og sagen i stedet vil køre med domsmænd.

Oversigt

    Oversigt