Kulturel rygsæk fyldt med 50.000 kroner

Den Fynske Kulturpris 2018 går til Faaborg-Midtfyn Kommunes projekt med at bringe kunst ud til kommunens skoleelever.

Til klapsalver fra en blanding af fynske kulturpersonligheder og repræsentanter fra ni fynske kommuner, løb projektet "Den Kulturelle Rygsæk" fra Faaborg-Midtfyn Kommune med både titlen Den Fynske Kulturpris 2018 samt 50.000 kroner.

- Vi har heldigvis haft en fagjury, der har hjulpet os frem mod at træffe et valg. For hvordan vælger man lige mellem fem gode projekter, spørger formand for Kulturregion Fyn, Svendborg-politikeren Lars Erik Hornemann, Venstre.

I sidste ende vandt "Den Kulturelle Rygsæk" fordi det igennem de seneste seks år er lykkedes at komme ud til kommunens 6.000 skoleelever hvert år. På en måde, så eleverne fra 0.-10. klasse har fået en kunstnerisk eller kulturel genre målrettet lige netop deres alderstrin.

- Vi har drøftet finalisterne rigtig meget. Personligt sætter jeg meget pris på, at kunsten er involverende. Og det var der flere af projekterne der var, slår Lars Erik Hornemann fast.

De øvrige fire finalister, der hver får 5.000 kroner for at være med i opløbet, var:

"Øhavsmuseets snorkelformidling" - landskabssnorkling hen over oversvømmede stenalderlandskaber i Det Sydfynske Øhav.

"Lars von Trier - Det gode med det onde" - udstillingen på Brandts, Odense.

"Ladbytapetet" - et syv meter langt broderi, som handler om Ladbyskibet. Udstilles på Vikingemuseet Ladby.

"Artist-in-Residence" - Thurup Hus og Naarup Savværk - Kunstnerophold 2017.

Den Fynske Kulturpris

Eleverne på Broby Friskole fik en anderledes skoletime, da de blev del af Kulturel Rygsæk i maj i år.

 

Oversigt

    Oversigt