Langt mellem hestene på Egeskov

Et par håndfulde heste - sådan er virkeligheden nu på Egeskov Marked. Stramme regler og kontrol er årsagen til, at hestehandlere lader hestene bliver hjemme i staldene.

Onsdag slog Egeskov Marked for alvor portene op. Men der er altså en ting, der mangler i forhold til tidligere, og det er heste.

Hvor Egeskov Marked tidligere havde besøg af hundredevis at heste, er der nu kun få håndfulde tilbage. Og det ærgrer hestehandlere og arrangørerne.

- Dengang var hele pladsen fyldt op af heste, og det er jo en publikumsmagnet, så vi er kede af, at der ikke er flere heste, end der er, siger Poul Lemvig, der er med i pladsudvalget på Egeskov Marked.

Og publikum kommer heller ikke længere for hestenes skyld.

- Jeg er kommet her, siden jeg sad i barnevognen. Men jeg kommer her for hyggen og ikke længere for hestenes skyld, for der er langt mellem dem, siger Kresten Poulsen, der er hestehandler fra Jylland.

Det er de stramme regler og en øget kontrol, der får hestehandlerne til at lade hestene blive hjemme.

- Myndighedernes krav til køretøjer er blandt andet årsagen. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre for at lokke flere heste til, siger Poul Lemvig.

Oversigt

    Oversigt