Malerier i forfald: - Der skal ske noget hurtigt

Akut hjælp er nødvendig til en del af kunstværkerne på museet, afslører en nøje gennemgang foretaget af to konservatorer.

- Se her. Trækilerne holder rammen godt fast.

Konservator Winnie Odder peger på bagsiden af et oliemaleri, og hendes kollega David Poplawski nikker bekræftende.

- Maleriet har det godt. Det ser fint ud, tilføjer hun og noterer observationen på et ark papir.

Stedet er Faaborg Kunstmuseum, og de to københavnske konservatorer er ved at afslutte en lang undersøgelse af de knap 1.600 kunstgenstande på museet.

- Vi var her en måned i 2017 og har i denne omgang været her en uges tid. Så er vi nået igennem cirka 370 af værkerne og kan på den baggrund danne et overblik over, hvordan tingenes tilstand er, fortæller Winnie Odder.

Konservator David Poplawski kigger på et af museets største værker.
Konservator David Poplawski kigger på et af museets største værker.
Foto: Morten Albek

Det er hende, der skal hjem og skrive en rapport til museet. En minutiøs gennemgang af tingenes tilstand på et museum, der hverken i udstilling eller på depot har de rette temperaturer og fugtighedsforhold, så malerier og akvareller trives optimalt.

- Vi ved godt, at det kunne være meget bedre, indrømmer museumsdirektør Gertrud Hvidberg-Hansen, mens hun viser rundt i museets depot. Et klemt rum med alt for mange værker på alt for lidt plads.

- Vi går jo ikke ud og kasserer kunst, fordi det ikke har det godt. Al den kunst vi har fra de fynske kunstnere, er jo unikaer. Derfor skal der passes på dem, slår museumsdirektøren fast.

17 værker har det skidt

Men det haster. 17 af malerierne har det ifølge konservatorerne så skidt, at de akut skal have hjælp.

- Hvis man lægger det hele sammen og kigger på alle tallene, så skal der omkring 5.000 arbejdstimer til for at få hele samlingen op på den bedste stand. Og det gælder for både malerierne, hvoraf 70 procent tidligere har været restaureret, og så til rammerne, der ikke har fået megen opmærksomhed tidligere, siger Winnie Odder.

Fondspenge til akvareller

Nu og her skal museet ikke på pengejagt for at finansiere konserveringen af de hundredvis af malerier og akvareller, der trænger. Hele museet står for tur. Både de ældste bygninger og de senere tilføjede. Men turen kommer også til kunstværkerne.

- Vi afventer konservatorernes rapport. Men allerede nu skal jeg i gang med at skrive en fondsansøgning til konservering af nogle af vores akvareller. De er pillet ud af udstillingen, fordi de ikke kan tåle lyset. Dem skal der ske noget med hurtigt. For folk kommer langvejs fra for at se dem, men lige nu må de nøjes med plakater, beklager Gertrud Hvidberg-Hansen.

 

Konservatorerne har lagt sidste hånd på deres gennemgang af kunstværkerne.
Konservatorerne har lagt sidste hånd på deres gennemgang af kunstværkerne.
Foto: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt