I det fynske folks tjeneste

Mistede klasselærer sidste år: 7.A har vundet aviskonkurrence på at skrive om sorg

7.A på Carl Nielsen skolen mistede deres klasselærer sidste år. Nu har de skrevet en avis, der forholder sig til døden, og den er så god, at den har vundet en aviskonkurrence.

00:21

Eleverne har selv haft sorgen tæt inde på livet.

I 7.A på Carl Nielsen skolen er der god grund til jubel i dag. De har nemlig vundet en mediekonkurrence, hvor det galdt om at lave den bedste avis. Emnet var sorg, og det er noget klassen har haft tæt inde på livet. 

- Hej, jeg kommer fra Politiken, fordi I har været med i en konkurrence, hvor I har skrevet en avis. Den har vundet, siger Ea Vejby Baggesgaard til klassen. Hun er projektleder på konkurrencen fra JP/Politikens Hus.

Eleverne er lidt langsomme til at reagere på den gode nyhed, men lidt efter lidt udbryder der et 'hvaaad' og små nervøse grin, mens det går op for dem, at de har vundet. 

Hårdt at tænke tilbage

Mediekonkurrence udskrevet af Mary fonden, 'børn, unge og sorg', Østifterne og Politiken under overskriften 'Døden, det er da noget vi taler om'.

Et emne alle elever har kunnet forholde sig til, fordi de selv mistede deres klasselærer til kræft sidste år. 

- Det var hårdt, fordi så skulle vi tænke tilbage på, hvordan det har været. Især hvordan det var at miste, siger Andreas Højgaard Darnitt.

- Først synes jeg, det var lidt en udfordring, fordi man skulle tænke over, hvordan man skulle skrive det. Det skulle ikke være alt for personligt. Men det blev lidt lettere, jo længere ind vi kom, siger Helena Høgfeldt Alstrup.

I syv uger har eleverne arbejdet intenst med emner, der kredser om døden, og der har været noget at holde styr på for den nye klasselærer. 

- Det har egentlig været enormt rart, at kunne være i det sammen med eleverne. At få skrevet om det, og få snakket om de her lidt svære snakke. Det har været en proces for os, som har været helt vildt god. Jeg tror også, at avisen har været med til at få os til at bearbejde noget, som er utroligt svært, siger Christina Jægerholm, der er den nye klasselærer i 7.A.

7. a fra Carl Nielsens Skolen vandt aviskonkurrence for at skrive om døden

Turde zoome ind på døden

7. A har vundet fordi deres avis er helstøbt. Både i opsætningen og de artikler, de har skrevet. 

- Man kan se, at de har turde at zoome ind på, hvad det betyder at miste nogen, og hvor ondt det gør. De spørgsmål, som vi ikke tør stille hinanden faktisk. Så når man som læser, læser avisen, så sidder man efterladt med en følelse af, at man har været nødt til at forholde sig til døden, siger Ea Vejby Baggesgaard fra Politiken.

Eleverne har vundet 5000 kroner og en tur til København.

- Det er super fedt. Så er alt vores håde arbejde blevet belønnet, siger Andreas Højgaard Darnitt.

- Jeg er glad, jeg havde virkelig ikke regnet med det. Det var en virkelig stor overraskelse, siger Helena Høgfeldt Alstrup.