Mod alle odds: Bostedet Elmehøjen overlever

Efter en uges højdramatik besluttede Faaborg-Midtfyn Kommune i dag at lade Elmehøjen fortsætte som bosted.

- Elmehøjen får lov til at bestå.

Bostedets leder Anja Grage fik jublen til at bryde løs, da hun kunne fortælle de forsamlede forældre og beboere nyheden i den store fællessal.

I fredags fik Elmehøjens medarbejdere besked på lukningen, og mandag kunne TV 2/Fyn så fortælle nyheden til fynboerne og de chokerede forældre. En tilsynsrapport var så kritisk, at kommunen ikke så anden udvej end at droppe bostedet.

En lille åbning

Efterfølgende har møder internt i kommunen og med forældrene åbnet op for at Elmehøjen måske alligevel kunne fortsætte, og ved middagstid var det altså tid til spontan jubel.

- Det er så skønt. Alle er bare så glade, og også enormt berørte af at vi har fået det her positive svar. Det har været nogle nervepirrende dage og meget anspændt, siger Anja Grage til TV 2/Fyn. Hun bakkes op af en af de glade forældre:

- Vi er så lettede. Det har været en helt urimelig ting også for børnene. Det har været vildt chokerende og stressende, siger Anja Burgaard, der er mor til Martin, der er udviklingshæmmet og beboer på Elmehøjen.

Skærpet tilsyn

0310 Bosted 2

Bostedet får dog ikke lov til at fortsætte uden videre. Der bliver skærpet tilsyn, og der skal bedre styr på blandt andet økonomi og kommunikation. Det fremgår af en skrivelse Faaborg-Midtfyn kommune har lavet omkring beslutningen.

- Vi har besluttet at stille rigtig skrappe krav, som skal gennemføres - både nu og her, men også på længere sigt, siger SFs Jakob Holm, der er formand for kommunens Børne- og Undervisningsudvalg.

De første krav skal være opfyldt allerede 9. oktober.

Oversigt

    Oversigt