I det fynske folks tjeneste

Naturen giver fællesskab: Sårbare unge og veteraner hjælper hinanden i nyt projekt

Veteraner og sårbare unge i Faaborg-Midtfyn Kommune skal gennem et nyt projekt styrke deres kompetencer i trætoppene.

Lars Simonsen er projektleder for et nyt projekt i Faaborg-Midtfyn Kommune skal hjælpe veteraner og sårbare unge gennem svære perioder og styrke deres kompetencer. Foto: Rasmus Rask

Set udefra har veteraner og sårbare unge måske ikke det helt store til fælles.

Men spørger man projektleder for Faaborg-Midtfyns nye projekt "Ud i naturen - ind i fællesskabet" Lars Simonsen, har netop de to grupper meget, de deler med hinanden.

- Vi har set en idé i, at veteranerne og de sårbare unge kan få gavn af at være sammen. Det er to grupper, som har noget tilfælles, de kæmper med, siger Lars Simonsen til TV 2/Fyn.

Læs også Fynsk naturarv: Naturama har taget hul på nyt byggeri

Gennem fællesskab og oplevelser i naturen skal de to grupper hjælpe hinanden til at styrke deres personlige kompetencer.

- Veteranerne kan virkelig noget ude i naturen, og den kompetence kan de måske give videre til de unge mennesker. Håbet er, at veteranerne bliver en slags mentor for de unge mennesker, siger Lars Simonsen.

Fællesskab ultimativt middel 

Et hold veteraner er derfor mandag taget sammen med Lars Simonsen ud i Sollerup Skov ved Faaborg for at høre om projektet.

Læs også Rørte veteraner efter hockeyspiller dedikerede kamp til dem

Veteranerne skal desuden prøve kræfter med træklatring, og om aftenen skal de spise sammen omkring et bål.  

- I dag afholder vi et åbent hus arrangement, hvor man kan prøve lidt træklarting og man kan prøve teltet, som vi er ved at sætte op, og det er jo bare en del af de mange ting, som man kan opleve i naturen, siger Lars Simonsen. 

Til mandagens åbent hus arrangement satte Lars Simonsen sammen med fynske veteraner et telt op i skoven. Foto: Rasmus Rask

Senere på ugen skal veteranerne også klatre i træer og overnatte i trætoppene på sovepladser, de selv skal bygge. 

- Fællesskab er det ultimative middel mod at være sårbar, ensom, introvert. Der er så mange gode ting af hente i et fællesskab, siger Lars Simonsen.

Unge og veteraner kan støtte hinanden

Det nye projekt består af i alt fem initiativer, der ud over klatring og overnatning i toppen af træerne byder på ræsen på mountainbikes, etablering af en terapihave, svømning og dykning for de sårbare unge og veteranerne.

Lars Simonsen glæder sig til at byde alle deltagerne velkommen og vise dem de mange fordele, naturen har. 

- Naturen bidrager med sin egen ting, og den kan virkelig noget helt særligt, så det er en god ting at skabe det her rum for den her gruppe af mennesker ude i naturen, siger Lars Simonsen. 

Læs også Unikt fund: Jordklump gemmer på særlig sølvskat

Efter sommerferien vil man kunne tilmelde sig en eller flere aktiviteter på ugentlig basis. På sigt er ambitionen, at der ud over ugentlige aktiviteter også vil blive afholdt større arrangementer, der har fokus på de oplevelser, man kan få i naturen. 

- Det giver god mening at få skabt en synergi mellem de sårbare unge og nogle veteraner, der kan give de unge nogle øvelser med tillid, siger Kim Aas, der er formand for opvækst- og læringsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Vi gerne tiltrække veteraner fra hele Fyn

Projektet er kommet til med en støtte på knap 2,1 millioner kroner fra Kulturministeriets idrætspulje, og det kommer til at løbe i 2,5 år. 

- Vi har en meget aktiv veteranpolitik her i Faaborg-Midtfyn Kommune, for vi har en del veteraner, der skal have noget hjælp, og den hjælp kobler vi sammen med sårbare unge, siger Kim Aas.

Læs også Fra benzin til biodiversitet: Tidligere motorcrossbane bliver til naturområde

Lige nu er seks veteraner en del af projektet, og planen fra kommunens side er, at det antal skal øges markant.

- Vi vil gerne have veteraner fra hele Fyn, og vi har også allerede omkring 10 sårbare unge, der er klar til at komme med på projektet fra august, og det skal gerne øges hen ad vejen, siger Kim Aas. 

Lars Simonsen sidder klar i det telt, som veteranerne skal sove i i trætoppene. Foto: Rasmus Rask