Ni anmeldelser om hærværk nytårsaften i én by

Nytårsaften blev flere biler udsat for hærværk og postkasser sprængt i stykker i Faaborg.

Mens raketter og batterier farvede den mørke nattehimmel i regnbuens farver nytårsaften, blev flere postkasser sprængt i luften og biler ødelagt.

I politiets døgnrapport har Fyns Politi noteret hele ni anmeldelser om hærværk begået i årets sidste døgn alene i Faaborg.

En halv time efter, rådhusklokkerne ringede det nye år ind, hørte en kvinde et brag på Pugesøvej. Hun opdagede efterfølgende, at hendes postkasse var sprængt i stykker.

Tidligere på aftenen skete det samme på Kirkevej, hvor en kvinde klokken 20 hørte et lignende brag. Også hendes postkasse var sprængt i tusind dele.

Efterlod affyret batteri

I alt blev seks faaborgensiske postkasser sprængt i luften nytårsaften. Foruden de to på Kirkevej og Pugesøvej skete det også i Priorensgade, på Parkvej, Svendborgvej og Alléskovvej.

Det var dog ikke kun postkasserne, der måtte tage imod aggressioner fra knapt så festlige hærværksmænd.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Foruden den sprængte postkasse på Parkvej anmeldte en anden beboer, at skærmkanten og et dæk på familiens campingvogn var sprængt itu.

Også på Kirkevej gik det ud over mere end en enkelt postkasse. På en grå Hyundai I20 var venstre sidespejl sparket af. Derudover var plastikken på højre sidespejl ødelagt, og der var en ridse henover bilens bagsmækk. En masse affyret batterier og en papkasse var efterladt ved stedet ifølge politiets døgnrapport.

Nytåret sluttede ved, at sidespejlet blev brækket af en grå Citroën C4 Cactus i Grønnegade.

Oversigt

    Oversigt