Nu skal flere fynboer op af sofaen: Gåværter skal få andre med på fælles gåture

Et samarbejde mellem Faaborg-Midtfyn Kommune, DGI-Fyn og Bevæg Dig For Livet skal få flere borgere op af sofaen og ud i gåfællesskaber. Første skridt tages ved at uddanne gåværter.

Danskerne går som aldrig før. Det har man også set i Faaborg-Midtfyn Kommune, og derfor har de indgået et samarbejde med DGI-Fyn og Bevæg Dig For Livet for at få endnu flere til at snøre skoene.

De vil i samarbejdet uddanne 25-30 gåværter, som skal invitere borgere ind i gåfællesskaber og få dem med på gåturene.

En gåtur gavner

En gåtur gavner fysikken, men efter et corona år med begrænset fælleskab, kan psyken også trænge til at blive luftet. Derfor skal gåværterne fremover gøre det endnu nemmere at gå en tur sammen med andre, uanset hvor man bor, og hvor langt man vil gå.

- Danmark går sammen. Det har vi jo virkelig oplevet de seneste måneder, hvor stierne har været travle som aldrig før, siger Hans Sørensen, der er direktør i DGI-Fyn.

Han synes, det er fantastisk at se at så mange går ture sammen og hver for sig. Men selvom der er mange på stierne, så tror han at der sidder endnu flere, der gerne vil inviteres med på en gåtur.

Vi vil gerne støtte dem, der har lyst til både de korte og lange ture, siger han og fortsætter:

- Første skridt er muligheden for at blive gå-vært, hvor man bliver klædt på med værktøjer og erfaringer fra andre, der har startet lokale gå-hold både før og under corona-perioden.

Kunne du tænker dig at komme med på et gå-hold, er der flere forskellige på Fyn. Du kan finde dem på kortet herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

75 procent skal være aktive

Opstarten af gå-fællesskaber er startskuddet på en visionsaftale, der blev indgået i efteråret 2020, hvor Faaborg-Midtfyn Kommune har sat sig som mål, at 75 procent af borgerne skal være aktive, og minimum 50 procent skal være en del af foreningslivet i 2025.

Derfor mener Faaborg-Midtfyn Kommune også, at det er vigtigt at gåfællesskaberne bliver til i samarbejde på tværs af foreninger, forvaltninger, frivillige og ansatte i kommunen.

Det glæder Kasper Glent-Rolle, der er projektkoordinator for Bevæg Dig For Livet i Faaborg-Midtfyn Kommune, at der opstartes gåfællesskaber netop nu.

- At gå sammen skaber et helt særligt fællesskab. Det er samtidig en aktivitet, der tilgodeser både vores fysiske og mentale sundhed, og det tror jeg, vi alle har brug for oven på en vinter som i år, siger han.

Meld dig som frivillig gåvært

En gåvært er ikke nødvendigvis én, der går super langt eller hurtigt, men en person, som har en god energi og evner at favne en masse forskellige mennesker.

Har du lyst til at være vært for et gå-hold, kan du høre mere på et af bevæg dig for livets webinarer. Det varer en time og er for alle fra hele landet. Du kan tilmelde dig et webinar her.

Fakta om Gå-værter

I Ringe og Faaborg afholder Faaborg-Midtfyn Kommune to opstartsmøder i midten af marts. Dem kan du læse mere her:

Oversigt

    Oversigt