Nye Borgerlige indtager Fyn

Nye Borgerlige er i fuld gang med at kridte skoene til næste års kommunalvalg. Men hvem er egentlig de lokale kræfter bag det nye parti? Det har vi søgt svaret på i Faaborg.

Det er kun tre måneder siden, at Nye Borgerlige kunne meddele, at man nu havde samlet de fornødne vælgererklæringer til at kunne stille op til et kommende folketingsvalg.

Siden er nye lokale vælgerforeninger skudt op i Assens, Faaborg, Nyborg, Odense og Svendborg, mens en vælgerforening for Middelfart og Nordfyn Kommuner er på vej med en stiftende generalforsamling.

Dertil kommer, at to siddende byrådsmedlemmer i henholdsvis Nordfyns og Langelands Kommuner har forladt deres oprindelige partier og meldt sig ind i Nye Borgerlige.

Landets nystiftede højrefløjsparti - Nye Borgerlige -  er med andre ord i fuld gang med at ruste sig til næste års kommunalvalg.

Skolelærer og marinehjemmeværnsmand bag Nye Borgerlige i Faaborg

Den 52-årige idrætslærer Henrik Husted blev i slutningen af oktober valgt som formand for Nye Borgerlige i Faaborg-Midtfyn og Ærø Kommuner.

quote Det allerværste, vi kan opleve, det er, at folk ikke har forstået, hvem vi er.

Henrik Husted, Formand for Nye Borgerlige i Faaborg-Midtfyn og Ærø Kommuner.

For ham startede det hele for godt et års tid siden, da han så landsformanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, udtale sig i fjernsynet.

- For første gang hører jeg nogen sige det, som jeg tænker. Det var helt fantastisk, siger Henrik Husted.

For ham har netop Nye Borgerliges stærke fokus på de pligter, som følger med det at være en del af fællesskabet Danmark, manglet i det politiske landskab.

- Det er ikke i orden, at vi bruger en masse penge på nogen, som ikke har lyst til at yde en indsats eller opføre sig ordentligt. Her taler jeg selvfølgelig om flygtninge. Det med, at det bare vælter ind over grænsen med folk, der siger, jeg skal have. Det går ikke, lyder det fra Henrik Husted.

Klare, klassiske og konservative værdier skal bære projektet Nye Borgerlige frem, lyder det fra den nyudnævnte lokalformand i Faaborg.

Gud, konge og fædreland

For den nye lokalformand er det ønsket om at værne om klassiske konservative værdier, der har været en drivkraft mod det at blive aktiv i Nye Borgerlige.

Han har blandt andet gennem en lang karriere i Hjemmeværnet, gjort sit for at passe på det, han selv kalder Gud, Konge og Fædreland.

- Jamen, det er de rigtige ord at sætte på mig, og det er jeg ikke flov over. Jeg mener, det er en god holdning at have, siger Henrik Husted.

Vælgerforeningen, der dækker Faaborg-Midtfyn og Ærø Kommuner, tæller foreløbig 25 medlemmer. Lokalformanden erkender da også, at der ligger et stort stykke arbejde og venter frem mod kommunalvalget i november 2017.

Det bliver op ad bakke

Selvom partiet i en række meningsmålinger kommer pænt over spærregrænsen på 2 procent, og dermed står til at komme i Folketinget, hvis der var valg nu, vil det ifølge TV 2/Fyns politiske redaktør ikke være ensbetydende med, at landseffekten smitter af lokalt, når der i efteråret 2017 skal være kommunalvalg. 

- Det tager lang tid at slå igennem lokalpolitisk. Fremskridtspartiet fik aldrig noget stort kommunalpolitisk gennembrud. Dansk Folkeparti måtte vente næsten 15 år, før man kunne tale om et egentligt gennembrud i lokalpolitik. Seneste skud på stammen, Liberal Alliance, har heller ikke rigtig formået at slå igennem på det lokale plan endnu.  Det vil derfor være en stor overraskelse for mig, hvis det lykkes Nye Borgerlige at komme ind i kommunalbestyrelserne og byrådene til kommunalvalget næste gang, siger politisk redaktør, Jesper Buch.

 

Oversigt

    Oversigt