Politiet sætter endnu en gang selvmordslæge under lup

Fyns Politi har besluttet at igangsætte en politimæssig efterforskning af den tidligere læge Svend Lings.

Den tidligere læge Svend Lings er endnu en gang centrum i en politimæssig efterforskning.

Torsdag oplyser Fyns Politi, at kredsen har iværksat en efterforskning af lægen, efter at medier har skrevet, at han fortsat rådgiver om, hvordan man kan begå selvmord.

Det gør han, selv om han i både by-, lands- og Højesteret er dømt for netop det.

- Fyns Politi er blevet opmærksom på, at Svend Lings til flere medier har oplyst og angiveligt dokumenteret, at han fortsat vejleder folk om, hvordan de kan tage deres eget liv, skriver Fyns Politi i en udtalelse sendt til flere medier.

- På den baggrund har Fyns Politi besluttet at iværksætte en politimæssig efterforskning, lyder det videre.

Anser det som sin moralske pligt

Politikredsen vil til Ritzau ikke svare på, hvorvidt der er blevet rejst en sigtelse mod den tidligere læge.

Svend Lings blev kendt i offentligheden i 2017, da han medvirkede i et program på Radio24syv. Her fortalte han, at han havde hjulpet flere end ti patienter til at dø. Han blev siden tiltalt i tre konkrete sager.

I 2019 stadfæstede Højesteret en dom fra Østre Landsret, hvor han blev idømt 60 dages betinget fængsel. Alligevel fortalte han, at han ikke ville stoppe med at rådgive syge mennesker om, hvordan de kan gøre en ende på tilværelsen.

I august 2020 blev han igen sigtet for at assistere ved selvmord. Det skete efter en anmeldelse om lægens rådgivning til Midt- og Vestjyllands Politi.

Svend Lings fortalte onsdag til Ritzau, at han fortsætter trods rettens ord, da han anser det som sin moralske pligt.

- Der er nok én hver eneste dag, der beder mig om hjælp, og det er altid dybt ulykkelige mennesker med svære lidelser.

- Jeg mener, det er min moralske pligt at hjælpe dem, når jeg nu har mulighed for det, sagde han.

I en mailkorrespondance, som Kristeligt Dagblad har set, rådgiver Svend Lings en ældre kvinde om typer og mængden af medicin, hun skal indtage.

Medicinen kan købes uden recept online, hvilket Svend Lings har gjort for hende. Kvinden er ifølge korrespondancen over 90 år gammel og lider af en meget generende kronisk sygdom.

Svend Lings blev i 2019 ekskluderet fra Lægeforeningen. Det var ikke sket siden Anden Verdenskrigs efterspil.

BRUG FOR HJÆLP?

Oversigt

    Oversigt