I det fynske folks tjeneste

Rasmus Paludan besøgte Fyn: Teenager anholdt - havde kniv på sig

Rasmus Paludan besøgte søndag to byer på Fyn. Den ene gang gik det galt. To er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

17-årig mand fra Tommerup sprøjtede barberskum i hovedet på Rasmus Paludan. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En 17-årig dreng blev søndag eftermiddag anholdt i forbindelse med et besøg af Stram Kurs-politikeren Rasmus Paludan i Faaborg.

På byens torv lykkedes det teenageren at komme så tæt på Rasmus Paludan, at han kunne sprøjte barberskum i hovedet på ham.

Rasmus Paludan besøgte både Assens og Faaborg for at udbrede kendskabet til sit parti Stram Kurs og dets politik.

Læs også Forsøg på røveri i købmand: Kassedame sprøjtede håndsprit på gerningsmand

I Assens forløb besøget roligt, mens Rasmus Paludan i Faaborg ikke kun blev angrebet med barberskum, men også fik smidt en flaske efter sig.

- En ukendt person kastede en plastikflaske efter ham. Den ramte ikke, men der er oprettet en voldssag på episoden og vedkommende er på fri fod, oplyser vagtchef ved Fyns Politi Ehm Christensen til TV 2/Fyn mandag morgen.

Den 17-årige, som er fra Tommerup, er ikke kun sigtet for vold, men også for overtrædelse af våbenloven. Ved anholdelsen viste det sig, at han havde en ulovlig kniv på sig.

En anden yngre person er også sigtet for overtrædelse af våbenloven. Også han havde medbragt en kniv. Det er uklart, hvor gammel han er, og hvor han kommer fra.

Læs også Drenge eftersøgt: Kastede grene fra to motorvejsbroer

Læs også Livløs person fundet efter brand på Ærø