Redningsaktion: 2.000 fisk skal få musling tilbage i fynsk å

Om nogle år vil vandet i Sallinge Å på Midtfyn forhåbentlig bliver renere. Elritser skal nemlig få tykskallet malermusling tilbage i åen.

Et par tusind fisk er sat ind i redningsaktion i den godt 20 kilometer lange å Sallinge Å på Midtfyn.

Redningsaktionen skal sikre tykskallet malermuslings overlevelse, og våbnet er 2.000 elritser, som er en ferskvands karpefisk.

Elritserne er endnu ganske små og blev tirsdag sat ud ved Findinge.

- Det er en kæmpe oplevelse og en kæmpe stor dag at sætte de her elritser ud. Det er noget, vi har arbejdet med i flere år, fortæller biolog og fiskemester Linda Bollerup.

For at elritserne kan hjælpe tykskallet malermusling er tricket, at fiskenes gæller skal være inficeret med larver.

Laverne lever på elritsen i en måned, og når de har hygget sig i fiskens gæller, hopper de af, og så er der - forhåbentlig - tykskallet malermuslinger i Salling Å.

Elritsen er en ferskvands karpefisk. Den når en maksimal længde på 14 centimeter og lever af insekter, larver og krebsdyr.
Elritsen er en ferskvands karpefisk. Den når en maksimal længde på 14 centimeter og lever af insekter, larver og krebsdyr.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

- Vi er forpligtede

Forberedelserne til dagens udsættelse har stået på den seneste uges tid.

- Det har været et stort stykke arbejde at indsamle gravide muslinger og få muslingelarverne til at sidde på gællerne.

- Så det ikke er noget, der lige sker på en enkelt dag, siger biologen.

Projektet udføres af Fyns Laksefisk og FGU Fyn i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune.

- Vi er forpligtede til at gå ind og hjælpe, fordi denne her art er en art, der viser, at vandløb har det godt. Den er forsvundet på europæisk plan og er kun tilbage nogle meget få steder, forklarer Henriette Rantzau Almtorp, naturgeograf i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Og med en genopståen af tykskallet malermusling i åen er der tale om en win-win-situation.

- Den tykskallede malermusling er blandt andet med til at rense vandet, så vandet bliver renere, forklarer Linda Bollerup.

Så krydses der fingre

Efter tirsdagens dont er der for de involverede kun tålmodighed og krydsede fingre tilbage. Der går nemlig nogle år, før man vil kunne se effekten.

- Nu er de hjemme igen. Så kan vi bare krydse fingre for, at de lægger muslingerne nogle nogle gode steder. Så må vi se, om vi kan finde dem igen om nogle år, siger en håbefuld Henriette Rantzau Almtorp.

Tykskallet malermusling lyder det latinske navn Unio crassus.
Tykskallet malermusling lyder det latinske navn Unio crassus.
Foto: Manuel Caballer/Wikimedia

Billedet af tykskallet malermusling er venligst udlånt af Manuel Caballer/Wikimedia Commons

Fakta om tykskallet malermusling