Rekord for Team Rynkeby

Team Rynkeby har i år doneret et rekordstort beløb til Børnecancerfonden.

I alt har det fynske cykelhold indsamlet 3.054.000 kroner til fonden.

Grevinde Alexandra modtog lørdag pengene på vegne af Børnecancerfonden ved en ceremoni på Torvet i Ringe.

Team Rynkebys årlige velgørenhedscykeltur fra Danmark til Paris kommer til at kunne mærkes i Børnecancerfondens budgetter.

Det 3.054.000 kroner fra det fynske cykelhold er mere end en fordobling i forhold til det beløb, Team Rynkeby indsamlede sidste år.

Pengene er hovedsageligt sponsorbidrag, som Team Rynkeby har modtaget fra virksomheder og private før, under og efter cykelholdets godt 1.250 kilometer lange cykeltur fra Danmark til Paris i sommer.

Løkke takkede Sólrun

Team Rynkeby bestod i år af 273 motionscykellister - heriblandt statsminister Lars Løkke Rasmussen - og 67 servicehjælpere fordelt på syv forskellige hold.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen rettede en speciel tak til sin kone og resten af serviceholdet på Team Rynkeby.

- Jeg vil gerne rette en stor tak til Sólrun og de 67 andre på serviceholdet, der gjorde det muligt for os at komme igennem turen til Paris. Som mand er det jo et privilegium at blive serviceret af sin kone i en uges tid, uden det er til diskussion, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt