Ringe Sygehus solgt: Fynboer køber det 130 år gamle sygehus

En investorgruppe fra Svendborg har købt det tidligere Ringe Sygehus af Freja Ejendomme.

Det godt 130 år gamle Ringe Sygehus har fundet nye ejere. Det er ifølge Nybolig Erhverv Odense en gruppe fynske investorer, som har købt den 7.900 kvadratmeter store ejendom.

Der er ikke sat navn på investorgruppen, men Nybolig Erhverv Odense oplyser, at gruppen er hjemmehørende i Svendborg.

Ejendommen blev for fire måneder siden udbudt som projekt-ejendom, og med i købet følger en ti-årig lejekontrakt med Faaborg-Midtfyn Kommune, der i forvejen har til huse i sygehuset med blandt andet et jobcenter.

Ejendommens grundareal er på cirka 16.650 kvadratmeter, hvoraf hovedlejeren af de 7.900 kvadratmeter fordelt på flere etager er Faaborg-Midtfyn Kommune.

Tilbygget og moderniseret

Ejendommen på Lindevej 5 i Ringe har siden opførslen i 1885 været sygehus, og gennem årene er der blevet bygget til ad flere omgange. Bygningerne er desuden moderniseret.

- De lange lejekontrakter og mulighederne for alternativ anvendelse var afgørende for salget. På baggrund af dette lykkedes det os at finde køberen af investeringsejendommen i løbet af cirka en måned, siger Morten Rasmussen, indehaver af Nybolig Erhverv Odense.

Oversigt

    Oversigt