Robbie Williams spiller koncert på Fyn

Robbie Williams kan opleves på den fynske festival Heartland lørdag den 10. juni.

Angels, No Regrets, Rock DJ og Let Me Entertain You

Man kan godt forvent den helt store syng-med-fest, hvis man har billet til næste sommers Heartland Festival.

For den midtfynske kulturfestival har netop tilføjet superstjernen Robbie Williams til deres musikprogram i 2023. 

Robbie Williams, der kommer fra England, skal på europaturné med sit nye album XXV, som som er lavet for at markere hans 25-års jubilæum som soloartist.

Som bare 16-årig blev han i 1990 medlem af boy-bandet Take That, som solgte millioner af plader over hele verden. Efter tiltagende stridigheder forlod Robbie Williams bandet i 1995, og i 1997 udgav han sit første soloalbum, Life Thru a Lens.  

And the rest is history, som man siger på de kanter.

- Vi er meget stolte over at byde velkommen til et vaskeægte stadionnavn på Heartland til sommer. Robbie Williams er et af Europas absolut bedst sælgende koncertnavne i de seneste 25 år med gentagne udsolgte koncerter i Parken, siger direktør og musikchef Ulrik Ørum-Petersen.

Og der er god grund til at tro, at Robbie Williams' popularitet er intakt. Hitsnedkerens nyeste album XXV strøg direkte ind på førstepladsen på den britiske hitliste. 

Det er 14. gang det sker, og han overhaler dermed Elvis som den soloartist med flest album på toppen af den britiske hitliste.

Alle de største hits 

Albummet indeholder en række nye numre samt genindspilninger af Robbie Williams' største hits. Derfor kan man roligt forvente, at alle de genkendelige klassikere er med på scenen, når han spiller på Fyn til sommer. 

- Det bliver uden tvivl en kæmpe fest med dans og fællesskrål, når Robbie rammer Greenfield Scenen med sit kæmpe show lørdag den 10. juni. Vi glæder os til at byde vores gæster velkommen på Egeskov til endnu en magisk Heartland, siger Ulrik Ørum-Petersen.

Det fulde program for festivalen er ikke fyldt endnu. Derfor kan man se frem til, at flere navne bliver offentliggjort den kommende tid.

Den britiske verdensstjerne slutter sig til flere danske og internationale topnavne som allerede er blevet offentliggjort, som Sting, Jack Johnson, The Minds of 99, Fatboy Slim, Nik & Jay.

Oversigt

    Oversigt