Robot skal desinficere fitnesscenter: - Det vil give en ekstra sikkerhed

Robotvirksomheden Autonomous Units har udviklet en desinfektionsrobot, og den bliver i øjeblikket testet i et fitnesscenter i Ringe.

Inden længe skal en ny robot køre rundt og desinficere fitnesscenteret God Form i Ringe.

- Jeg synes det er mega spændende. At den så kan gå ind og neutralisere centeret og alle mine dimser, så folk måske føler sig mere trygge. Det synes jeg bare er superfedt, siger Søren Roug Anders, der er indehaver af God Form i Ringe.

Han forventer at få stor glæde af desinfektionsrobotten.

- Dem der kommer ind klokken fem om morgenen, de kommer ind til et fuldstændig renset fitnesscenter. Det vil give en ekstra sikkerhed, siger han.

Skal køre om natten

Det er meningen at robotten automatisk skal kunne desinficere lokaler i løbet af natten. Fitnesscenteret lukker klokken 23, og så får robotten signal om, at der nu er låst.

- Når den får signalet, kører den rundt og siger, at om lidt så starter jeg med at desinficere, og så når den har gjort det, så starter den processen, siger Flemming Thinggard, der er managing director i Autonomous Units.

Robotten skulle torsdag lære bygningen at kende, men derefter kan den starte med at desinficere lokalerne.

- Den skyder en brintoveriltedamp ud i rummet og på den måde desinficerer den alle flader både foran og bag ved radiatorer, toiletter og forskellige ting, siger han.

Udsprang af coronakrisen

Robotten er den første af sin slags på markedet. Idéen udsprang af coronakrisen, hvor der opstod et akut behov for at forhindre smittespredning i for eksempel fitnesscentre. På sigt er det meningen at robotten også skal bruges flere andre steder.

- Det kan være kontormiljøer, hvor der også er rigtig meget interaktion. Det kan være indkøbssteder, biografer eller caféer. Det kan bruges rigtig mange steder, siger Flemming Thinggard.

Virksomheden forventer at have desinfektionsrobotten klar til salg ultimo 2020, men er allerede nu i dialog med kunder og forhandlere.

Fynsk virksomhed er i gang med at teste en robot, der kan hjælpe med at desinficere.

Oversigt

    Oversigt