Robotter gør rent på skole

I fremtiden skal robotstøvsugere ikke kun hjælpe med rengøringen hos ældre - nu rykker de måske også ind på skolerne. Svanninge Skole gør forsøget lige nu.

Eleverne på Svanninge Skole har fået en ny klassekammerat. Den brummer og har den fordel, at den spiser det, de andre i klassen ikke gør. Hver dag når eleverne får fri skal de sætte stole op og sende deres nye robotstøvsuger-kammerat på rundtur i klassen efter krummer og andre efterladenskaber på gulvet.

- Det er egentlig meget nemt, siger Lukas Storm Thede, der er elev i 2. klasse.

I et par måneder har Svanninge Skole haft robotstøvsugere i klasserne som led i et forsøg for at finde ud af, om robotstøvsugere kan erstatte noget af den rengøring, som det i dag er rengøringspersonalet der står for.

- Perspektivet er, at hvis man kan spare penge på rengøring, kan man bruge det på undervisning i stedet for, siger skoleleder Annemette Laursen fra Svanninge Skole.

Forsøget skal evalueres inden sommerferien.

- Det giver god mening på mange måder, selv om der har været forskellige udfordringer undervejs, siger Annemette Laursen.

Oversigt

    Oversigt