Rørende tak fra treårige Lauras far: - Man kan ikke se hun er syg

Team Rynkeby overrakte lørdag 29,4 millioner kroner til Børnecancerfonden og Børnelungefonden. Overrækkelsen foregik på Torvet i Ringe.

Team Rynkeby har lørdag formelt afsluttet det seneste års indsamlingsarbejde, og i den forbindelse har velgørenheds-cykelholdet overdraget henholdsvis 21.850.561 kroner til Børnecancerfonden og 7.637.722 kroner til Børnelungefonden – 29,4 millioner kroner i alt.

Donationen er den tredjestørste donation i de 17 år, Team Rynkeby har samlet penge ind.

- Det er kulminationen på et års arbejde på det økonomiske plan, som vi nu ser resultatet af. Det er en dag, vi har glædet os rigtig meget til, siger Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden.

I forbindelse med arrangementet på Torvet i Ringe holdt Lasse Piester-Stolpe, der er far til Laura, som lige nu er aktuel i TV 2’s program "Holder Danmark i live", en tale om datterens sygdomsforløb.

Laura Piester-Stolpe på tre år har en ondartet tumor, der kan koste hende livet. Nu giver eksperimenterende behandling familien nyt håb.

- Man kan ikke se på hende, hun er syg. Hun får noget forsøgsmedicin, og hun går i børnehave og har gjort det siden sommerferien. Vi ved bare ikke, om den medicin virker eller ikke virker. Så det er noget med at stå op om morgenen og håbe på det bedste og gå i seng om aftenen og tænke "fedt, det blev ikke i dag", siger Lasse Piester-Stolpe.

Laura giver kræfter

Ifølge Carl Erik Dalbøge, er det netop børn som Laura, der giver rytterne kræfter til at komme hele vejen til Paris.

- Det er dem, vi er her for. Det er dem, vi cykler for. Når vi - undskyld udtrykket - sidder på cyklen og har lidt ondt i røven, hvis man kan sige det på den måde, er det jo der, vi har vores tanker rettet hen. Den smule, vi synes, vi har ondt det ene eller andet sted, det er jo ingenting, siger Carl Erik Dalbøge.

Lasse Piester-Stolpe er dybt taknemmelig for de mange penge, Team Rynkeby-rytterne har indsamlet, så der blev også plads til en rørende tak til dem i hans tale.

- Tak, Børnecancerfonden og tak, Team Rynkeby, for jeres støtte. Tak alle ryttere, hver og eneste af jer, for at have cyklet helt til Paris. For alle træningstimerne, for at rejse alle de penge og donere dem til Børnecancerfonden. I har min dybeste respekt, og jeg er meget taknemmelig over den store indsats, som I gør for at hjælpe min Laura og alle de andre børn, som slet, slet ikke burde have brug for jeres hjælp. Tak. Et kæmpe stort tak, sagde Lasse Piester-Stolpe blandt andet i talen.

Se hele Lasse Piester-Stolpes rørende tale til Team Rynkeby-deltagerne her.

 

Oversigt

    Oversigt