Særudstilling på fynsk museum: Blander gammelt med nyt

En særudstilling på Faaborg Museum blander malerier af den kendte fynske maler Peter Hansen med den markante samtidskunstner Martin Bigum.

I anledning af den kendte fynske maler Peter Hansens 150-års fødselsdag har Faaborg Museum fredag åbnet en særudstilling. Det Maleriske Nu hedder den.

Det er kunstneren Martin Bigum, der er blevet bedt om at blande sin egen kunst med de gamle værker af Peter Hansen. Opgaven er at vise det, der gør Peter Hansen til en vigtig og aktuel skikkelse i dansk kunst også i dag.

Det er første gang, at der vises moderne samtidskunst i den ældste og fredede del af det sydfynske museum.

- Det der er mulighed for ved et museum, er at trække fortidens kunst op og vise, at nuet, øjeblikket, er altid til stede, og du kan som maler potentielt gribe det og fange det på lærredet, fortæller Martin Bigum.

Rekonstrueret de gamle malerier

Martin Bigum har til udstilingen rekonskrueret nogle af Peter Hansens gamle malerier med sit kamera. Det er blandt andet et maleri fra Enghavevej, hvor Martin Bigum har brugt sin kone og datter som statister til at efterligne Peter Hansens billede.

- Tiden er ligesom et prisme, der altid har en relevans, hvis man stopper den og siger: jeg ser dig lige i øjnene tid. Hvad har du på hjerte?, siger Martin Bigum.

Peter Hansen var en central skikkelse i kunstnergruppen Fynboerne, der var en uformel samling af kunstnere med tilknytning til Fyn, som primært bestod af elever af Kristian Zahrtmanns frie kunstskole i 1880'erne. 

Dobbeltudstillingen på Faaborg Museum kan ses frem til den 21. oktober.

Oversigt

    Oversigt