Sjove flintøkser?: - Vi bliver ikke skræmt af, at danskerne vil underholdes

En ny analyse viser, at når vi opsøger en kulturinstitution, vil vi gerne underholdes. Det stiller krav til blandt andet Øhavsmuseet i Faaborg.

Museumsdirektør Peter Thor Andersen fra Øhavsmuseet i Faaborg har fået et vink med en vognstang fra museumsgæsterne. De vil først og fremmest underholdes.

En ny analyse fra Altinget og Tænketanken mandag Morgen viser, at når 83 procent af danskerne bliver bedt om at fuldføre sætningen "Når jeg deltager i en kulturel oplevelse..." færdiggør de den med ordene "....vil jeg gerne underholdes".

Andre valgmuligheder, der handler om at lære noget nyt om verden eller at lære om den danske kulturav, får langt mindre tilslutning.

quote Vi er tæt på en valgkamp, og det kan det let ske, at kulturen taber til store dagsordener om tog, motorveje og velfærd. Og der er det vigtigt at se, at danskerne slutter op om kulturen.

Peter Thor Andersen, direktør, Øhavsmuseet

Det stiller krav til en museumsdirektør, der netop nu er ved at planlægge, hvordan gæsterne skal møde et nyetableret Øhavsmuseet om få år i Faaborg. 

- Det ser jeg som en positiv markør, for når jeg ser de andre ting, de siger, handler det ikke kun om underholdning. De siger egentlig, at hvis det er underholdende, vil de gerne lære rigtig meget. Det prøver vi at tage til os og investere i en meget bedre museumsoplevelse, siger museumsdirektør Peter Thor Andersen.

I undersøgelsen "Mellem ballet og biografer" er 2.000 danskere blevet spurgt om kulturvaner og forventninger til kulturlivet. Og generelt bakker danskerne godt op om kulturinstitutionerne.

Men ingen af svarene kommer bag på Peter Thor Andersen, der selv har været med til at levere data til undersøgelsen. Alligevel er han godt tilfreds med, at danskernes kulturønsker bliver dokumenteret.

- Vi er tæt på en valgkamp, og det kan det let ske, at kulturen taber til store dagsordener om tog, motorveje og velfærd. Og der er det vigtigt at se, at danskerne slutter op om kulturen. De deler ikke de ekstreme synspunkter, der kræver en skæring. Og de fynske borgmestre, der investerer i kultur, kan pege på den her rapport og vise, at det gør en forskel, siger Peter Thor Andersen.

Minister hilser analysen velkommen

Kulturminister Mette Bock deltog i en debat i forbindelse med analysens offentliggørelse.

Hun er glad for, at der kommer fakta på bordet.

- Det bekræfter mig i, at kultur betyder noget for menneskers hverdagsliv. Det giver fylde og mening, og det er ikke altid sammenligneligt med, om der skal flere pædagoger i  daginstitutioner. 

Når analysen viser, at danskerne gerne vil underholdes, ser ministeren det som et vigtigt pejlemærke for kulturinstitutionerne.

- Det bakker godt op om, at man for eksempel på museerne er blevet rigtig gode til at formidle. Det handler ikke kun om nogle montrer med nogle gamle flintesten, men om at få det formidlet, så det kommer ind i en historiefortælling. Der skal sanselighed i det, så det bliver interessant, selvom det foregik for mange år siden.

 

Hvem skal betale for kulturen?

Analysen viser, at danskerne er splittede i holdningen til, hvordan kulturlivet skal finansieres.

55 procent af de adspurgte finder det "nødvendigt, at det offentlige er med til at finansiere en stor del af kunst- og kulturlivet."

Men samtidig mener 33 procent, at kunst og kulturlivet som udgangspunkt skal klare sig selv økonomisk.

Det overrasker ikke museumsdirektør Peter Thor Andersen, at en tredjedel af danskerne ønsker at spare penge på offentlig kulturfinansiering.

Jeg tror ikke på, at danskerne vil undvære offentlig kulturfinansiering, mener Peter Thor Andersen.

- Som en af politikerne sagde her i debatten, så ville de nok komme på andre tanker, hvis man helt fjernede støtten. Det er jo lidt et gratis synspunkt at mene, for der er ingen, der har prøvet den situation. Vi er et af de lande, der betaler mest til museer, teatre og biblioteker, og så videre. Hvis man fjernede det hele, tror jeg ikke hver tredje dansker ville synes, det var ligegyldigt, siger museumsdirektøren.

Øhavsmuseets udvidelse er budgetteret til at koste omkring 30 millioner kroner, hvor 20 millioner kroner kommer fra Faaborg-Midtfyn Kommune.

Oversigt

    Oversigt