Skotske rockveteraner sætter musikken på plads: Heartland klar med fuld plakat

Heartland er nu klar med alle koncertnavne på musikdelen af den store kulturfestival. Primal Scream, Hans Philip og Lowly fuldender programmet.

Den fjerde udgave af kulturfestivalen Heartland på Egeskov Slot kan nu offentliggøre et samlet musikprogram.

Dermed er den ene af festivalens fire programsøjler på plads. De sidste navne inden for kunst, samtaler og mad bliver meldt ud i løbet af de kommende uger.

Musikprogrammet er komplet efter tre nye navne, der er tilføjet tirsdag: De skotske rockveteraner i Primal Scream, Hans Philip og Lowly.

Festivaldirektør: Stærkeste program

De tre sidste koncerter slutter sig til et program, der i forvejen inkluderer hovednavne som The Smashing Pumpkins, Solange, The Good, the Bad and the Queen, og The Racontours.

- Årets musikprogram er uden tvivl vores stærkeste til dato, og jeg er simpelthen så stolt over, at Heartland allerede i sit fjerde leveår kan lægge scener til så mange store og spændende artister, siger festivaldirektør Ulrik Ørum-Petersen.

Profilmæssigt er den fynske kulturfestival gået efter et musikprogram med både moderne og banebrydende artister og anerkendte og tidløse navne. Og har satset på at dække på tværs af genrer, køn og nationaliteter.

- Der synes jeg, vi rammer plet. Helt personligt ser jeg frem til, at gamle og nye helte som Damon Albarn, Solange Knowles, Jack White, Billy Corgan og Charlotte Gainsbourg indtager den gamle slotspark, siger Ulrik Ørum-Petersen.

Samtaler og kunst

Heartland er en årligt tilbagevendende kulturbegivenhed, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: Kunst, samtaler, musik og mad.

Programmet for livesamtaler byder foreløbig på følgende navne: Jonathan Franzen, Vivienne Westwood, Jonatan Spang og Hella Joof, Kim Leine og Ahmed Akkari, Rane Willerslev og Jan Grarup. 

Kun en enkelt kunstner er indtil videre videre meldt ud som del af Heartlands kunstprogram. Det er den britiske kunstner David Shrigley, som efter planen skal udstille et nyt kæmpeværk, skabt specielt til festivalen. Værket har titlen SWAN-THING og vil kunne opleves i voldgraven foran Egeskov Slot.

Gastronomi

På det gastronomiske program vil der ifølge den foreløbige plan være følgende aktører på i festivalens såkaldte Tasteland: Rasmus Munk (The Alchemist), Matt Orlando, Lone Landmand og Søren Sørøver, MULD, Maria Linea Østergaard og Læsk.

Når det gælder spisesteder og øvrige madleverandører er der indtil nu disse planlagt i slotsparken: Kadeau (Heartland Banquet), Mikkel Karstad, Christian Bøjlund, Ciderpavillonen: Æblerov and Friends, Gastro Fyn, Wine and Shellfish Bar by Musling Bistro, Winterspring, Lille Bakery, Ten Belles, Juno the Bakery, Kung of Birkemosegaard, Hooked, Social Foodies, Konnerup og Co.

Dette års festival finder sted fra den 30. maj til den 1. juni.

KONCERTER PÅ HEARTLAND

 

Oversigt

    Oversigt