Smittet elev på folkeskole sender flere klasser og lærere hjem

Fordi eleverne har undervisning på tværs af klasserne, sendes elever fra syvende, ottende og niende klasse på Nordagerskolen i Ringe hjem. 

En elev på Nordagerskolen i Ringe er lørdag blevet testet positiv for covid-19. Alle elever i syvende, ottende og niende klasse samt de tilknyttede lærere hjemsendes og skal testes.

Det oplyser skoleleder Per Fuglsang Midtgaard på Nordagerskolen søndag.

- På Nordagerskolen undervises eleverne syvende, ottende og niende klasse på tværs af klasserne, ligesom alle klasser i overbygningen deles om forskellige klasseværelser. Efter aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed skal hele overbygningen derfor betragtes som én enhed, og alle elever i overbygningen samt lærere med tilknytning til overbygningen betragtes dermed som nære kontakter, siger Per Fuglsang Midtgaard.

Forældre og elever er blevet orienteret om situationen via Aula.

Mulighed for coronatest i Ringe

Region Syddanmark er i weekenden til stede i Ringe med to testbiler, så man kan møde op for at blive testet for covid-19. Testbilerne er ikke til stede som følge af smittetilfældet på Nordagerskolen.

Antallet af smittede i Faaborg-Midtfyn Kommune er steget i løbet af den seneste uges tid. 

I Faaborg-Midtfyn Kommune steg incidenstallet lørdag til 73,8. Incidenstallet angiver, hvor stor del af befolkningen der er smittet med coronavirus. Er tallet over 20, kommer kommunen på sundhedsmyndighedernes observationsliste. 

Der er konstateret 38 tilfælde de seneste syv dage, oplyste Statens Serum Institut lørdag eftermiddag. Kommunen er dermed den hårdest ramte på Fyn, hvor i alt fem kommuner er på sundhedsmyndighedernes observationsliste på grund af et højt for antal smittede.

 

Oversigt

    Oversigt